Ditte Okman bliver vært på Ekstra Bladet TV

Ditte Okman, kendt for sine bramfrie kommentarer på sin blog og andre medier, bliver vært på nyt web-tv program på Eb.dk.
Cecilie Thorup

Den evigt revsende blogger og tv-anmelder Ditte Okman får sit eget web-tv-program på Ekstra Bladets site.

”Vi vil lave et program om tv. Jeg bliver vært, og så får vi hver uge besøg af en gæst, der er beskæftiget inden for tv, hvad enten det er en reality-deltager eller studievært,” siger Ditte Okman, der kan afsløre, at gæsten i det første program bliver Linse Kessler.

”Vi vil beskæftige os med ugen, der gik på tv, med udgangspunkt i den gæst, jeg har på besøg. Her vil vi kommentere på f.eks. ugens nyheder og klip fra reality-programmer,” siger Ditte Okman, der måske ikke overraskende mener, at der mangler et program af den slags i det danske medielandskab.

”Som tv-anmelder, både på Ekstra Bladet og i Go’ Morgen Danmark, synes jeg, der mangler et program, der kan kommentere et medie som tv-mediet, for det er så bredt, folkeligt, underholdende, provokerende og irriterende. Vi mangler en fælles referenceramme, som kan opsummere på en underholdende måde,” siger hun.

Tilbud til de unge reality-seere
Anders Refnov, redaktionschef for Ekstra Bladet TV, oplyser, at det nye program er et initiativ møntet på at fastholde den unge seerskare på sitet.

"Vi kan se, at vi har en meget stor interesse for reality-programmerne på vores web-tv-site. Desuden er vores daglige vejr-udsigter med Celina og vores programmer med Jan Elhøj (Jan Tube, red.) er enormt populære, og det her er et initativ til at imødekomme målgruppen og give stoffet lidt mere kant," siger Anders Refnov, som siger, at Ditte Okman netop af samme årsag egner sig perfekt til jobbet som vært, da hun er en person med "klare, personlige holdninger og masser af kant."

Han oplyser desuden, at man kan forvente sig flere programmer af samme kaliber i fremtiden.

Lidt lavere end 100.000
Anders Refnov er ikke meget for at gætte på seertal.

"Det er jo netop så sjovt at arbejde med web-tv, fordi det er så eksperimerende og varieret, så det er meget svært at slå sig fast på seertal. Men f.eks. har vores programmer med Jan Elhøj et gennemsnitligt seertal på omkring 100.000 visninger. Jeg vil skyde på, at seertallet til det nye program bliver lidt lavere," afslutter han.

Ditte Okmans program, som endnu ikke har fået en titel, får premiere d. 2. februar og vil udkomme på Ekstra Bladets site hver uge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også