Politiken.dk fyrer anonyme linjer i ny netdebat

En række kendte og ukendte debatører og et opgør med anonyme kommentarer skal kvalificere og løfte Politiken.dk's nye debatunivers.

Med navne som Henrik Marstal, Jens-André P. Herbener, Ritt Bjerregaard og Marlene Wind blandt de faste debattører relancerer Politiken.dk i dag sitets debatside.

Et væsentligt led i relanceringen er et nyt kommentarsystem, der betyder, at læsere ikke længere kan kommentere indlæggene anonymt. Kun læsere, der har oprettet sig med en profil med navn, adresse og fødselsdato kan fremover deltage i netdebatten. Oplysningerne krydstjekkes i cpr-registret og fremgår herefter af de enkelte kommentarer.

Målet er at fremme den seriøse netdebat og komme den anonyme mudderkastning til livs.

"Det er helt afgørende for en sober demokratisk debat, at vi ved, hvem vi diskuterer med. Sådan har det været i avisen i mere end 100 år, og sådan bliver det nu på politiken.dk. Nu er det slut med skribenter, der ikke vil stå til ansvar for deres holdninger," siger Politikens ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard til Politiken.dk.

Det nye kommentarsystem ventes fuldt implementeret i løbet af ugen.

Også Berlingske har strammet grebet om netdebatten - dog ikke i samme grad som Politiken.dk nu gør - det skete efter sommerens terrorangreb på Utøya, hvor netavisernes debatfora kom i fokus.

Jyllands-Posten vil desuden eksperimentere med Facebook-login.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også