Ekstra Bladet i luften med kasino

Gratis bingo skal være med til at trække kunderne til Ekstra Bladets betalingsspil, der åbnede i søndags.

Første januar trykkede Ekstra Bladet på startknappen til to nye spillesites, Ekstrabladetbingo.dk og Ekstrabladetcasino.dk, og indledte som det første mediehus året med at gøre entré på markedet for pengespil, som den længe ventede liberaliseringen har givet grønt lys for.

"Vi er kommet fint fra start. Forretningsmæssigt og produktmæssigt tegner det godt, men det er stadig meget tidligt at sige noget," siger marketingdirektør Thomas Rydberg, Ekstra Bladet.

Lanceringen har været en såkaldt soft launch, som der endnu ikke er blevet slået på kampagnetrommer for på trafikmotoren Eb.dk, som man ellers kunne forvente. Men det vil komme inden længe både på egne kanaler på nettet og mobil, men formentlig også via andre kanaler, siger marketingchefen.

"Eftersom det er et meget nyt område, har vi valgt en stille start for at sikre, at vi har et produkt, der fungerer," siger Thomas Rydberg.

Bingospillene er gratis, da bingo ikke er en del af liberaliseringen - de er til gengæld et vigtigt konkurrenceparameter for Ekstra Bladet som trækplaster i forhold til potentielle kasino-kunder, ikke mindst i den kvindelige målgruppe.

"Indtægten fra bingo kommer fra kasinospillene, der ligger rundt om. Samtidig er bingo ikke så maskulint som rouletten," siger Thomas Rydberg.

"Med kasino kan man ikke konkurrere på pris, som man f.eks. kan med betting. Det handler mere om, hvilke spil du udbyder og hvilke sociale ting, der er tilknyttet. F.eks. er der mange, der chatter i chatrummet, mens de spiller bingo på vores site. Det er rimeligt populært, kan vi se," siger Thomas Rydberg, der ikke lægger skjul på, at det administrativt er et krævende forretningsområde at gå ind på.

"Vi skal vænne os til at være den type virksomhed, hvor der mange nye procedure, vi skal sætte os ind i og en række tekniske og økonomiske krav, vi skal leve op til, som myndighederne stiller til spillevirksomheder," siger Thomas Rydberg.

Ekstra Bladet har etableret en afdeling på Rådhuspladsen for spille selskabet Ekstra Bladet Spil A/S. Hvor mange mand, avisen har dedikeret til firmaet, vil Thomas Rydberg ikke ud med, men området tæller ikke over 10 medarbejdere - minus de kræfter, som den centrale samarbejdspartner St Minver Limited leverer til driften.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også