Mediechefer: Dét flopper i 2012

Reality, app-hype og angsten for at kede sine modtagere er “so last year”, når mediecheferne ser frem mod 2012 i Mediawatch Jule-stafet-status.
MediaWatch

I december har flere mediechefer leget med i MediaWatch' jule-stafet. Ud over at sende spydige drillenissespørgsmål til hinanden, har de kastet sig ud i at spå om næste år. Her følger listen over, hvad de tror på - og hvad de absolut ikke tror på. Er du enig?

DET FLOPPER...

Reality
“Kongerne af Marienlyst II,” Olav Skaaning Andersen, ansv. chefredaktør, B.T.

“Hårdt formaterede og fladpandede reality shows,” Nadia Kløvedal Reich, DR’s fiktionschef.

“Igen den klassiske og forudsigelige reality. Den er ikke dér, hvor det sker lige nu,” Keld Reinicke, programchef TV 2.

Skarpvinklinger
“Skarpvinklingen på løftebrud som omdrejningsakse i politik vil blive fortrængt af interessen for main stream økonomisk politik: Hvem tilbyder hvilke løsninger og hvad betyder det?” Bo Lidegaard, ansv. chefredaktør, Politiken.

"Den stærke formatering, der har været et mantra de sidste år for at skærpe historierne, er på retur. Måske fordi det er blevet for konstrueret - det fjerner pulsen og ægtheden i fortællingerne,” Lotte Lindegaard, DR1-chef.

“Her bliver jeg nødt til at håbe på to tendenser. At de ekstreme og latterligt hardcore castede realityshows taber pusten, og at mediernes sygelige fokus på politikernes privatliv og småulykker omsider forkastes af danskerne,” Jørgen Ramskov, direktør Radio 24syv.

“Lidt optimistisk kan man håbe på, at det lakker mod enden med debatter i radio og tv, hvor uenighed og højtråben er de bærende elementer - og hvor slutfacit er, at man som lytter eller seer ofte blot bliver forvirret på et højere niveau,” Kurt Strand, journalist og formand for Cavling-komiteen.

Kikset betalingsindhold
“Alle forsøg på at skabe nye medieprodukter med høj indgangsbarriere falder til jorden. Og alle alibiforsøg på at skabe betalingsprodukter ligeså. Så 2012 bliver balancens år mellem fleksibilitet og kvalitet. Kun de fleksible kommer med i kampen, og herfra er det kun de dygtigste, der spiller tiden ud,” Lars Grarup, digital chefredaktør, Politiken.

“Salg af brænde og underbukser på nyheds-sites på nettet!,” Poul Madsen, ansv. chefredaktør, Ekstra Bladet.

Kiksede forsøg på at fastholde seere og lyttere
"Kendte og sjove mænd i morgenfladen på P1. Det håber og beder jeg om!,” Øjvind Hesselager, chefredaktør, Fagbladet Journalisten

“Uden rigtig at tro på det, håber jeg, det bliver angsten for at kede seerne i primetime på hovedkanalerne. Alt for mange programmer er tilrettelagt, som om man har haft en gruppe ADHD-ramte seks-årige som fokusgruppe,” Kim Ardal, adm. dir., Blu.

Diverse...
"Blandt helt unge seere tror jeg, at de gammeldags gameshows går en svær tid i møde,” Morten Mogensen, programdirektør, TV3.

"Dyreprint tager en pause i 2012. Det håber jeg også, vampyrer gør. Både for min egen og min datters skyld," Mette Davidsen-Nielsen, adm. direktør, Information.

“Facebook vil miste brugere, tror jeg..” Mogens Jensen, medieordfører, Socialdemokraterne.

“Nyhedsapps. Jeg kender ingen, som gider at åbne en app for hvert nyt medie, man vil tjekke nyheder på. Til gengæld forventer jeg nogle meget bedre mobilsites,” Erling Tind Larsen, onlinechef, B.T.

Læs også hvad der hitter.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også