Elbæk rækker hånden ud til mini-medier

Kulturministeren har ud over medieorganisationerne inviteret en stribe små medie-iværksættere til møde om mediestøtten i eftermiddag.

Medier, der ikke har haft en stemme i det mediestøtte-udvalg, den tidligere regering nedsatte med Henning Dyremose i spidsen, får en ekstra mulighed for at komme til orde i eftermiddag.

Ud over at sende mediestøtteudvalgets rapport i offentlig høring har Kulturminister Uffe Elbæk (R) inviteret en bred vifte af medier - heriblandt en række små journalistiske iværksættere - til møde om mediestøtten i Kulturministeriet, erfarer MediaWatch.

Blandt de inviterede er Metroxpress A/S adm. direktør Søren Riis, og direktør for Dansk Magasinpresses Udgiverforening (DMU), John Kristensen - begge repræsentanter for udgivere, der ikke sad med ved bordet i mediestøtteudvalget.

Underskoven med ved bordet
Nok så interessant har Uffe Elbæk også bedt en stribe små iværksætter-medier komme og give deres besyv med på fremtidens støtte. Det gælder den venstreorienterede netavis Modkraft.dk, samtidsmagasinet Atlas Magasin, der også er online baseret, og som kulturministeren tidligere har fremhævet som et medie, han ser tegne morgendagens mediebillede. Derudover lokalavisen Samsø Posten, der står til at miste mediestøtte og finasieringsgrundlag, fordi redaktionen er for lille til at være støtteberettiget - hvis mediestøtteudvalgets model bliver gældende. To alternative journalistiske radiokanaler er også inviteret; Den2radio ved Georg Metz og prisbelønnede Third Ear, der i efteråret måtte lukke, da støtten fra Kunstrådet udløb. Endelig er det journalistiske bureau Syndikat, der har kvalitetsjournalistik på menuen, også inviteret med og kan dermed give freelancejournalisternes besyv med på støttesagen.

Kvalitet uafhængig af størrelse
Uffe Elbæk understregede i et interview til Mennesker og Medier på P1 for godt en måned siden sin holdning om, at journalistisk kvalitet ikke afhænger af redaktionel størrelse. Eftermiddagens møde synes at varme yderligere op til et kritisk syn på mediestøtte-udvalgets oplæg til en minimumsgrænse på fem redaktionelle medarbejdere for medier, der ønsker del i statsstøtten. 

Ud over "outsiderne" i mediestøtte-snakken, der er inviteret, er insiderne, der har været repræsenteret i Dyremose-udvalget, også med i Bomholtsalen i eftermiddag; dagbladene i kraft af DDF, fagmedierne ved Danske Specialmedier, Dansk Journalistforbund og FDIM. Derudover er Informations direktør Mette Davidsen-Nielsen, Rasmus Nielsen fra Altinget.dk og Rasmus Emborg fra Avisen.dk også med på gruppebilledet, der i alt tæller 15 indbudte gæster.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også