Microsoft lancerer bannerbørs

Real time auktioner over bannerplaceringer på MSN, Hotmail og Messenger skal løfte Microsofts annoncesalg på det danske marked - danske medier må følge efter, mener bureau.

Microsoft Advertising introducerer et nyt salgsværktøj i Danmark for at få en større bid af online omsætningen; bannerbørsen Microsoft Ad Exchange, hvor annoncører kan byde på specifikke bannervisninger i realtid.

”Vi kan se at Real Time Bidding annoncebørser stormer frem i USA og i UK. Dette bliver ikke den eneste måde at indkøbe bannervisninger på i fremtiden, men det bliver et meget attraktivt alternativ til eksisterende netværk," siger Ulrik Krag, Country Manager for Microsoft Advertising i Danmark, i en pressemeddelelse.

Varen, der bliver udbudt på auktionen, er bannervisninger på MSN, Hotmail og Messenger, der ikke er solgt som ejerskab eller på CPM-basis. Annoncørerne eller deres mediebureau kan ved at tilsætte egne kundedata opstille kriterier for, hvilke brugere bannervisninger skal målrettes. Prisen for hver visning afgøres af efterspørgslen blandt de annoncører, der er interesserede i den pågældende bruger.

Priseffektiv vej for annoncører
Det er altså det helt aktuelle marked, der bestemmer prisen på bannervisningerne - og den salgsform spiller godt, mener Chief Innovation Officer Christian Strand fra mediebureauet IUM.

"For bureauerne og deres kunder (annoncørerne, red.) er det en meget priseffektiv vej til eksponeringer," siger Christian Strand, der ikke tror, at Microsoft vil være alene om at gå bannerbørs-vejen. Lanceringen af Microsoft Advertising kan betyde, at danske medier også må kigge den vej, selvom det kan presse deres priser på bannerannoncering.

"Det sætter mediehusene under pres, og jeg tror, der vil komme et krav fra markedet om, at de også får det tilbud," siger Christian Strand.

"Jeg kan ikke forestille mig, at Microsoft bliver de eneste på markedet. Der er ved at udvikle sig et økosystem i Danmark, som vi også har set i udlandet med ad exchanges, indkøbere og systemudbydere, der betyder, at posen bliver rystet på markedet for internet annoncering. Det her er kun begyndelsen," siger Christian Strand.

TV 2: Vi har fokus på kvalitet
På TV 2 står salgsdirektør Jan Vetlov fra TV 2 Net dog ikke på spring for at gå i Microsofts fodspor og begynde at sælge bannerannoncer på her og nu-auktioner.

"Vi tror, det bliver et supplement på sigt, men det er ikke noget, vi som udgangspunkt og på den korte bane vil tilbyde. Fremfor at tænke i lavpris, er vi mere optagede af at tale kvalitet i displayannoncering og evaluering på, hvilke annoncer der bliver set," siger Jan Vetlov, der samtidig pointerer, at der ikke er et stort overskudslager på Tv2.dk, der ville gøre børstanken mere oplagt.

"Vi har ret gode belægningsprocenter, og har vi overskud kan vi lige så godt lave en aftale med en af vores store annoncører direkte," siger Jan Vetlov, der lige som Ulrik Krag ser annoncebørsen som en sidevogn til andet salg, ikke en salgsform, der vil overtage markedet.

"Vi tror, det vil komme, men ikke at det vil blive så udbredt igen. Vi kan også se, at selvom Google har fået godt fat i England f.eks., så har de  haft svært ved at få tag i det danske marked på det her område," siger Jan Vetlov, der svarer nej på spørgsmålet om realtime bannerhandel er noget, TV 2 hører efterspørgsel på fra annoncørerne i dag.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også