Jobzonen skærer forretningen til: 12 opsagt

Det finanskrise-ramte jobmarked og en justering af forretningsstrategien betyder stor omstrukturering hos Jobzonen.

Jobzonen.dk tager konsekvensen af et jobmarked, der mere end andre annoncekategorier har været under pres de senere år, og afslutter året med en markant tilpasning af forretningen. 12 ud af 41 medarbejdere er afskedigete og enkelte kundetilbud nedlagt.

"Vi har gennemført en større omstrukturering, fordi de økonomiske udsigter for næste år ikke ser gode ud. Samtidig har vi nået de mål, vi satte os i år, hvor vi har forbedret vores processer og investeret i bl.a. et nyt site, så vi er jobportalen med flest danske job," siger adm. direktør Christoffer Feilberg, Jobzonen, med henvisning til, at portalen blev relanceret tidligere på året og ikke længere kun viser de jobannoncer, som kunderne betaler for at få på Jobzonen, men også jobannoncer fra andre portaler.

"Omstruktureringen er et drastisk skridt, men det er afbalanceret i forhold til den forretning, vi har, og dét, jeg som direktør gerne vil undgå, er at skære med salamiteknik over en lang periode. Derfor har vi gennemført én omlægning, så vi nu har en dynamisk enhed, der kan løse de opgaver, vi står overfor. Havde markedet været lidt bedre, havde situationen set anderledes ud. Som markedet er, er vi nødt til at tackle det lidt mere kortsigtet og handle nu," siger Christoffer Feilberg.

Med omlægningerne forventer direktøren, at Jobzonen, der er ejet af Berlingske Media, JP/Politikens Hus og TV 2 i fællesskab, igen vil få sorte tal på bundlinjen til næste år. Sidste år kom Jobzonen ud med et underskud på seks mio. kr., og forventningen er også et underskud i år.

"I år har vi haft en række store investeringer. Næste år vil vi fokusere på driften og på at blive en profitabel forretning. Selvom vi forventer et let faldende jobmarked i 2012, så forventer vi overskud med den forretning, vi har nu," siger Christoffer Feilberg.

Indbygget interessekonflikt
Blandt de kundetilbud, som Jobzonen har nedlagt i forbindelse med omlægningen, er rekrutteringsservicen. Det skyldes dels, at efterspørgslen var begrænset, dels at det er en service med indbygget interessekonflikt i forhold til nogle af Jobzonens vigtigste kunder, rekrutteringsbureauerne.

Jobzonen har hidtil holdt sig fra at sende crawlere ud og scanne resten af jobmarkedet for annoncer og gøre dem tilgængelige via Jobzonen - lige som konkurrenten hos Jobindex - men den strategi er altså nu lagt i graven.

"Det er helt nødvendigt, hvis vi skal levere den service til vores kunder, vi gerne vil. Det er ikke tilfredsstillende, hvis brugerne kun kan finde halvdelen af jobannoncerne hos os og skal flere steder hen. Det er en af de ting, jeg har ment var nødvendig at ændre, fra jeg kom til," siger Christoffer Feilberg, der har siddet i direktørstolen i godt et år.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også