Global: FT web-app runder 1 million brugere

FT’s web-apps popularitet vokser, verdens rigeste mand elsker (heldigvis) aviser, de bedst lønnede svenske mediefolk er meget godt lønnede...
MediaWatch

 

Financial Times' web-app tiltrækker brugere
Over en million brugere har nu downloadet Financial Times’ web-app i html5, som selskabet besluttede at satse på i juni, da Apple ifølge FT blev for besværlig at danse med. Lanceringen har øget trafikken på smartphones og tablets, skriver Ft.com. Nu kommer 20 pct. af det samlede antal sidevisninger hver uge nemlig direkte fra en af de platforme, og det er samtidig mere engagerede læsere.

Digitale indtægter overstiger print på Atlantic
Det 154 år gamle magasin The Atlantic har for første gang i oktober fået sine annonceindtægter overhalet af selskabets websites såsom magasinets netudgave Theatlanticwire.com 51/49, skriver NYT-bloggen Mediadecoder. Og det skyldes ikke, at printmagasinets annonceindtægter er faldet drastisk. I år forventer selskabet at få 18,6 mio. dollar ind i annonceindtægter i alt. Det har i de senere år udviklet sig fra at være en magasinudgiver til at være en samling af succesfulde websites, som tilfældigvis også udgiver et månedligt magasin, hedder det på bloggen. Theatlanticwire.com er dog også et ekstremt flittigt opdateret site, der både rummer nyheder, medieovervågning - såsom en service der giver overblik over de bedste artikler på Nytimes.com, nu hvor de koster penge efter 20 klik, samt lange baggrundsartikler

Fantasillionær investerer i avis-selskab
Verdens rigeste mand, ifølge Forbes, den mexicanske milliardær Carlos Slim, er stadig glad for aviser. Han har tidligere gravet dybt i lommerne for at låne New York Times penge, og siger at han ejer 8,1 pct. af selskabets klasse A-aktier. Nu har han netop købt sig ind som minoritetsaktionær i Spaniens største medieselskab Promotora de Informaciones, som bl.a. udgiver avisen El Pais, og hvis aktier er faldet med 50 pct. i år. Den nyhed fik aktieprisen til at stige med 12 pct. til 84 eurocent. Selskabet har, ligesom landet Spanien, god brug for lidt medvind, det søger nemlig at “reorganisere” gæld for tre millarder euro. Det skriver Bloomberg.com.

Emmy’en går - ikke til dansk drama
I år vandt DR Drama ingen Emmy-pris for internationalt drama, det gjorde Sveriges pendant SVT til gengæld for et drama baseret på Stieg Larssons Milleniumtrilogi, skriver Resume.se. I den mindste er den bl.a. instrueret af danske Niels Arden Oplev.

11 journalister for retten i Tyrkiet
Tyrkiet har det fortsat svært med pressefrihed og i dag er 11 journalister for retten på grund af anklager om, at de støtter en konspiration mod premierminister Recep Tayyip Erdogan. Hvis de bliver dømt, vil de dele skæbne med 63 andare pressefolk, der allerede er i tyrkiske fængsler samt de yderligere 50 journalister som lever med truslen om fængsel, skriver Euobserver.com.

Heftige svenske medielønninger
Øverst på medie-lønningstronen i Sverige i 2010 er Thorbjörn Larsson, der sidder i bestyrelsen for Dagens Nyheter, og tjente cirka 12,3 mio. svenske kr. sidste år, ifølge Resume.se. Også på andenpladsen er en avis-relateret lønning fra medieselskabet Stämpen, men så buldrer to MTG-chefer ind. Første kvindelige mediechef på listen er Maria Curman fra Bonnier Books, der tjente 5,6 mio. svenske kr. i 2010.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også