Medier underprioriterer web-pris

Beskedenhed og manglende fokus har holdt medierne tilbage fra at kæmpe om Årets Webavis, som brændte inde med guldpris, mener juryformand.
MediaWatch

38 bidrag fra 11 medievirksomheder var ikke nok til at et af bidragene kvalificerede sig til en guldmedalje for Årets Webavis, som netop er uddelt.

Medierne skal op på stikkerne, mener formand for dommerkomiteen Søren Knudsen, der er tidligere chefredaktør for Lolland-Falster Folketidende.

“Der var ikke noget bidrag, som var godt nok til en guldmedalje, for der vil vi gerne sætte overliggeren højt. Medievirksomhederne kan godt blive endnu bedre, når det gælder kombinationen af design, funktionalitet og brugervenlighed. Der har vi alle sammen stadig noget at lære,” siger Søren Knudsen.

Ifølge ham kan det skyldes, at man ikke har haft øje for, hvad webredaktionerne har gang i af gode tiltag.

“Mange af medievirksomhederne har nok ikke haft tilstrækkeligt fokus på, at de havde et bidrag de kunne sende ind, og så kunne standarden af det, der var sendt ind have været højere. Men der er kvalitet rundt omkring, så næste år burde der være mulighed for guld,” siger Søren Knudsen.

Han mener desuden, at det spiller ind, at konkurrencen for Årets Webavis kun har eksisteret i tre år, og at der stadig hersker lidt tvivl om, hvad dommerne efterspørger.

Men såvel nettet som netaviserne er ikke just nye fænomener.

Er det udtryk for, at medievirksomhederne ikke tager net-aviserne alvorligt nok?

“Selvom nettet har været her længe og medievirksomhederne har haft websites længe, er det stadig det nye medie, og mange synes nok stadig, at de er på vej, og at deres webdesign ikke er godt nok til at blive bedømt i en konkurrence. Den holdnign vil vi gerne gøre op med, for mange er godt i vej, så der må medierne gerne komme lidt mere op på stikkerne,” siger Søren Knudsen, som erkender at design på nettet er svært at perfektionere og at finde de gyldne løsninger på, fordi udviklingen går så stærkt.

“Et år efter at noget nyt er lavet, er det blevet for gammelt. Det stiller andre krav end papiravisen, når man snakker budget og kreative tilgange,” siger han.

Nogle mener, at netaviser ikke adskiller sig nok fra hinanden og en svensk kritiker siger, at det er deres egen skyld, hvis annoncekronerne er så små på nettet, fordi de bruger netavisen som en form for skraldespand.

Er den kritik berettiget?

“Der er forskel på, hvor mange penge, man skubber i nettet og der kan være forskelle på tilgangen kompetencemæssigt, men samlet set tager alle det seriøst,” siger Søren Knudsen.

Blandt prismodtagerne er B.dk, der fik sølv i kategorien webforsider med over 500.000 brugere samt hæder til Horsens Folkeblads Hsfo.dk i kategorien under 100.000 brugere samt sølv og hæder til diverse temasider og webundersider. I kategorien Åben Webklasse over 500.000 brugere har medierne kunnet indsende bidrag om alt fra en særlig god funktionalitet eller lignende, som de selv definerer.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også