Global: Betalingsmur godt modtaget i Norge

I Norge forsøger Polaris Media sig med en betalingsmur på nettet, Amazons tablet får opbakning fra blad-giganter, og Twitter gør Google kunsten efter...
MediaWatch

 

1. Lokalavis i Norge rejser betalingsmur
Endnu er den digitale betalingsmur om lokalavisen Sunnmørpostens netudgave ikke rejst, men avisen, der er en del af Polaris Media, har allerede fået 100 abonnenter. Målet er 400 inden årets udgang. Sitet havde i forrige uge 3500 daglige brugere, skriver Journalisten.no. På annoncesiden var forventningen på cirka 55.000 norske kroner i efteråret, men på lanceringsdagen var der solgt annoncer for 200.000 kr., oplyser digitalredaktør Tormod Utne.

2. Twitter får hovedkvarter i Dublin
Nu er det alvor for det sociale medie, der formår at få folk til at fatte sig i korthed. Twitter har netop fået hovedkvarter i Irland, hvor også Google, Facebook og Linkedin nyder godt af den lave selskabsskatteprocent på 12,5 pct., skriver Guardian.co.uk. Pressemeddelelsen blev naturligvis udsendt via Twitter.

3. Virker reklamer på sociale medier?
Twitters indtog med hovedkvarter i Dublin ses som et forsøg på at øge annonceindtægterne, men virker annoncer på sociale medier? Det skal to nye analytiske redskaber gerne afklare, ifølge Adweek.com.

4. "Sex er overalt"
Det går hedt for sig på de norske tv-skærme dette efterår, hvor der er masser af sex-scener på programmet - og vel at mærke ikke (kun) i diverse reality-serier, men i tv-dramaserier på bl.a. Norges svar på DR, NRK. Det skyldes, at tv-drama skal afspejle samtiden, “og i vores samtid er der sex overalt,” siger NRK’s dramachef Hans Rossiné, ifølge Kampanje.com. Det kunne de godt lære noget på “Borgen”.

5. Amazon lige så hård forhandler som Apple
Amazons bud på en tablet, der kan matche Apples Ipad, bliver offentliggjort på onsdag. Den har allerede fået opbakning fra store magasinudgivere som Hearst, Condé Nast og
Meredith, ifølge Allthingsdigital på Wsj.com. Selvom Amazon ikke stiller mildere krav til udgiverne end Apple og også forbeholder sig retten til kundeoplysninger og et cut på 30 pct., er Amazon verdens største e-handels-platform, hvilket har en vis appel for udgiverne...

6. Interviewets svære kunst
I en afstemning på BBC-sitet Radiotimes.com er David Frosts berømte interview med den tidligere præsident Richard Nixon i 1977 kåret som det bedste tv-interview nogensinde. Frost finansierede selv interview-udsendelsen, som ingen amerikanske tv-selskaber ville vise i første omgang, men siden blev interviewet set af 45 millioner seere i USA.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også