Dyremose: Rapport klar senest den 29.

Torsdag den 29. september ligger Mediestøtteudvalgets rapport klar, og så giver Henning Dyremose bolden videre til kulturministeren.
MediaWatch

Dyremose-udvalgets rapport med forslag til omlægninger af mediestøtten ligger senest klar 29. september, hvor de sidste rettelser skal være faldet på plads. Rapporten får allersenest formand Henning Dyremoses “stempel” den 30. september. Men måske lykkes det allerede at sætte det endelige punktum på Udvalgets sidste officielle møde den 28. september, oplyser Henning Dyremose.

I hvert fald er et af de planlagte ekstramøder, som skulle have fundet sted i går den 13. september, blevet aflyst og Henning Dyremose afviser, at ekstramøderne skyldes, at Udvalgets mange brancheforeninger er røget i totterne på hinanden.

“Det er et spørgsmål om grundighed, og vi nåede så langt i mandags, at vi ikke behøvede ekstra-mødet tirsdag. Når vi har aftalt de ekstra møder, hænger det sammen med, at vi vil være sikre på at være færdige uafhængigt af, hvilken kulturminister vi skal aflevere rapporten til,” siger Henning Dyremose, som desuden er optaget af en rejse til Brasilien fra den 3. september i forbindelse med sin udnævnelse til eksport-ambassadør.

Henning Dyremose bekræfter, at Udvalget ikke er briefet om, hvornår og under hvilke omstændigheder den længe ventede rapport skal offentliggøres. Et planlagt møde med nuværende kulturminister Per Stig Møller (K) vedrørende processen omkring offentliggørelse af rapporten blev nemlig sløjfet, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskrev valg.

“Det kan være, at kulturministeren ønsker at offentliggøre den med det samme, det kan også være at ministeren gerne vil have tid til at tage stilling til den før en offentliggørelse,” siger Henning Dyremose og tilføjer, at rapporten ikke i øvrigt har taget hensyn til, at valgfeberen raser blandt politikerne.

“Vi har fået et opdrag af den nuværende minister, som vi har arbejdet ud fra, og det ændrer vi ikke på - ej heller baseret på valgresultat. Men om det er den nuværende eller en ny minister, der skal modtage rapporten, vil vise sig,” slutter Henning Dyremose.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også