Børsen lukker Finansforum

Det unge aktieforum 'Finansforum', som Børsen.dk oprettede i efteråret, er i dag blevet lagt ned igen.

Unges interesse for at diskutere aktier på Børsens debatforum, Finansforum, stod ikke distancen. Børsen.dk søsatte i september 2010 det unge debatforum, men i dag er det lukket ned igen efter knap fem måneder.

"Finansforum var et filatropisk projekt baseret på frivillige kræfter og rettet mod unge, og der må vi bare konstatere, at det, der er blevet stablet på benene, ikke har levet op til formålet," siger den nytiltrådte debatredaktør på Børsen, Christopher Philippe Arzrouni, der peger på manglende tilslutning som den væsentligste årsag.

"Trafikken har ikke været som ønsket, og indholdet har heller ikke været rettet mod unge i tilstrækkelig grad. Derfor må vi sige, at projektet ikke er gået, som vi gerne havde set," siger han.

Bag Finansforum står 16-årige Nicholas Weiling Laursen fra Ry. Han tog i sensommeren 2010 kontakt til daværende adm. dir. og ansvarshavende chefredaktør på Børsen, Leif Bech Fallesen, der sagde ja til at lægge platform til et online forum målrettet unge "aktienørder". Ifølge MediaWatch oplysninger er den unge initiativtager gået i gang med at finde en ny samarbejdspartner, der vil være med til at videreføre projektet.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også