S: EU bør bekæmpe Apple-censur

Socialdemokratiets forbrugerordfører, Benny Engelbrecht, efterlyser internationale regler for at holde Apple og andre giganter i skak.
MediaWatch

Danske Mediaprovider har fået nej fra Apple til at sælge deres app til magasinet 'Android Magasinet' i Apples App Store. Magasinet skriver nemlig udelukkende om smartphones, der benytter det Google-udviklede styresystem Android.

Det får nu Benny Engelbrecht (foto), forbrugerordfører hos S, til at efterlyse klare regler på området.

"Desværre er det håbløst at indføre nationale regler - det er en kamp, som nødvendigvis må kæmpes i EU, hvor man for eksempel kunne forestille sig, at området blev reguleret i en kommende opdatering af forbrugerdirektivet eller teledirektivet," siger Benny Engelbrecht, som mener, at Apples censur allerede kan være en overskridelse af reglerne om kommerciel ytringsfrihed afhængig af, om Apple er underlagt europæisk lov.

Benny Engelbrecht har meget svært ved at forstå, hvorfor Apple har censureret magasinet om Android.

"Én ting er, at Apple sikrer sig, at man ikke har obskønt indhold i de apps, der sælges gennem App Store, men det her er jo rendyrket censur," siger han.

Og Benny Engelbrecht er ikke kun bekymret på forbrugernes vegne.

"Det her handler også om erhvervsudvikling. Danmark er som et lille land, der skal leve af innovation og af at koble ting på nye grænsebrydende måder, helt afhængig af, at vi ikke støder ind i begrænsninger, som den Apple her opstiller," siger han.

Hos FDIM håber direktør Morten Helveg Petersen i første omgang på, at Apple selv indser, at større åbenhed i længden vil gavne.

"Ellers kan man jo håbe på, at markedet vil regulere sig selv ved, at forbrugerne går andre steder hen. Det er bekymrende med den type restriktioner, så vi er nødt til at være opmærksom på, om det er en tendens, der breder sig," siger han.

Benny Engelbrecht føler på sin side, at det er svært som mening MF'er i lille Danmark, at kæmpe mod giganterne.

"Det er David mod Goliat, og jeg føler mig nogle gange ret alene, når andre kalder mig en teknologisk imbecil, overregulerende socialdemokrat, men det ændrer ikke på, at der er brug for et sæt ensartede internationale spilleregler på området," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også