Anmeldelse: Apps mangler merværdi

Berlingske Media og JP/Politikens Hus har sendt fire nyhedsapps på markedet. Lars Kabel fra Update har kigget kritisk og kærligt på dem.
Lars Kabel

Anmeldelsen er skrevet af fagmedarbejder og lektor på Update, Lars Kabel.

 

Nogenlunde samtidig lancerede Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Berlingske Business i denne måned deres nye nyhedsapplikationer til Iphone distribueret via Apples App Store.

De er billigt til salg. I opstarten giver læserne og brugerne 12 kr. for en måned for såvel Jyllands-Postens som Politikens applikation. Berlingske Business app’en koster 24 kr. Ekstra Bladet tilbyder sin gratis den første måned.

De fire nye nyhedsprodukter skal presse sig ind på et marked, der er præget af forstoppelse. I forvejen tilbydes der fra Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, Politiken og Berlingske gratis breaking news via SMS og RSS, et gratis mobil-site, der via en browser kan tilgås fra alle smartphones samt gratis afgang til online-nyhedsaviserne på web. Plus gratis- og betalingsaviserne.

Hvordan skal der dog kunne blive plads til de nye produkter? Hvordan er de fire nyhedsapps produceret? Tilbyder de added value til brugerne?

De nye nyhedsapplikationer er i bund og grund ret ens. De følger grundlæggende det state of the art-design og de konventioner for redigering og præsentation af nyhedsstoffet publiceret via mobiltelefoner, som er ved at etablere sig. En stramt redigeret nyhedsbuffet baseret på de klassisk dominerende nyhedskriterier: væsentlighed og konflikt. Intet spræl med nyhedskriterier og nyhedsudvælgelsen. Dog er det populære servicestof og news you can use med i buffeten. Desuden gode nyhedsfotografier, billedserier og korte stramt redigerede video-sekvenser, der uddyber nyhedsflowet. Ingen audio eller interaktive grafikker. Ringe mulighed for medfortælling og interaktion. Det hele organiseret i sektioner – stofområder – som i såvel online- som papiraviserne.

Godt lavet
Alle de fire nye apps er professionelt målrettet direkte til modermediets kernemålgrupper, og de er godt lavet. Ingen tvivl om det. Selvfølgelig er der forskelle. Jyllands-Postens app går langt i gentænkning og genbrug af online- og papiravisernes indhold og bringer endda avisledere. Til gengæld er designet særdeles vellykket, navigationen er smertefri. Videoer downloades lynhurtigt og står helt skarpt.

Politiken på iPhone-app ligner Politiken online. Lyst, åbent og imødekommende, meget avisagtig opdelt i sektioner, smertefri navigation. Politikens apps’en tilbyder den nyttige feature, at man kan redigere sektionerne selv, således af man først tilbydes de stofområder, der interesserer en mest – det samme tilbyder Jyllands-Posten. Til gengæld opfordres læserne f.eks. i en Politiken-tekst på sitet til at give deres mening tilkende. Det efterfølges bare ikke at en mulighed for rent faktisk at gøre det.

Der er naturligvis i alle de fire apps tale om et betydeligt genbrug af stof fra online- og papiraviserne, det er et vilkår, men i et sådant tilfælde bliver det helt tydeligt, at et automatiseret genbrug absolut ikke virker.

EB bevarer gadedrenge-stilen
Ekstra Bladet har bevaret gadedrenge-præget i design og indhold, og det er godt. Her kan der hentes saftige nyheder, fodbold, biler m.m. Uvæsentlige og besynderlige hændelser og masser af krudt og ulykker ligesom i online- og papiravisen. Ekstra Bladet bringer dog også et Google-kort over kriminalitet, så kan man via sin Iphone tjekke risikoen, hvor man nu er.

Til et smugkik på de letpåklædte Side 9-piger må man dog bruge browseren og gå på mobil.eb.dk – det tager dog blot sekunder og er helt gratis. Apple er jo dikterende og puritansk.

Business bruger rullen
Berlingske Business for Iphone er bygget lidt anderledes op end de tre andre nyhedsapps. Hos Berlingske er der ingen horisontal navigation ud til forskellige sektioner i toppen af skærmen, men Berlingske Business er jo heller ikke et omnibusmedie, som de andre. Berlingske Media satser tilsyneladende mere på en niche-apps-strategi, end JP/Politiken gør det.

Hos Berlingske Business bruges ‘køkkenrulle-princippet’, hvor man skroller ned til de forskellige emner og services. Hos Berlingske Business kan brugeren personificere sitet og f.eks. følge de aktier, der har størst interesse. Igen er app’en og nyhedsproduktet uangribeligt designet – stramt redigeret, let navigerbart, med hurtig downloadning af videoer.

Apps uden added value
Får kunderne og IPhone-brugeren så added value for de ganske vist få penge, de betaler for adgang via applikationerne? Det er et kernespørgsmål og her kommer et kærligt ‘ja’ meget let til at sidde fast i halsen. Svaret er nok nærmere et ‘nej’. Køberen får ganske vist et værdifuldt og kvalificeret mobil-indhold for en meget lav betaling, men problemet er blot, at stort set det hele, pakket på nogenlunde samme måde, i forvejen ligeså let kan tilgås gratis på de forskellige mobil-sites og online-aviser.

Der er ingen vej uden om, at medievirksomhederne må stoppe med at forære et af deres fremtidige kerneprodukter – den aktualiserede og stramt redigerede digitale nyhedsformidling – gratis væk. Denne forretningsmodel vil ikke kunne give ret høje indtægter. Medievirksomhederne må ganske enkelt lukke de gratis mobilsites ned, hvis de i fremtiden vil kunne sælge adgang til nyhedsflowet via apps til smartphones i større mængder og til højere priser.

Det er også tydeligt, at de fire nyheds-apps repræsenterer den første spæde start på at tage de digitale virkemidler i brug, som smartphones tilbyder. Interaktion og medfortælling aktiveres endnu ikke. Mobiltelefonerne er jo allestedsnærværende, også når kunden og brugeren er undervejs i de offentlig rum. Fremover bliver smartphones til devicén for det helt aktuelle og for de lokaliserede nyheder, denne udvikling er der knapt nok taget hul på.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også