Folketidende lancerer betalings-site

Til efteråret lancerer Lolland-Falsters Folketidende et nyt betalings-site, der skal følge udviklingen i Femern Bælt-projektet tæt, fortæller chefredaktør Søren Knudsen:
Tine Brødegaard Hansen

Til efteråret lancerer Lolland-Falsters Folketidende et nyt betalings-site, der skal følge udviklingen i Femern Bælt-projektet tæt, fortæller chefredaktør Søren Knudsen:

"Alle kan i princippet interessere sig for det ud fra et politisk, økonomisk, teknisk eller turistmæssigt udgangspunkt. Derfor opbygger vi en portal med unikt journalistisk indhold, som skal koste penge. Det går i luften i det sene efterår, men vi har endnu ikke lagt os fast på, om vi kræver betaling per abonnement eller for de enkelte nyheder."

Målgruppe er større end Lolland-Falster
Den faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland er et projekt, der strækker sig over de næste 15 år, og hvis interessenter ikke kun er lokale, mener Søren Knudsen.

"Når vi tænker betalingsindhold på nettet, tænker vi ikke Lolland-Falster. Så tænker vi Danmark eller verden, som ambitionen er med vores site om Femern Bælt, der bliver på dansk, tysk og engelsk," siger Søren Knudsen.

Det internationale sigte bliver understreget af navnet på sitet, femernreport.com.

I lighed med sine regionale mediekollegaer, planlægger ledelsen på Lolland-Falsters Folketidende også at tage betaling for forskellige tjenester, blandt andet en applikation til smartphones, der gør det muligt at læse avisen på farten, siger Søren Knudsen.

Hård konkurrence hindrer betalingsmur
Generelle nyheder på nettet mener han til gengæld ikke, at der er basis for at spærre inde bag en betalingsmur, selv om de er unikke for Lolland-Falster-området.

"Den idé tror vi ikke på, for vi har mange konkurrenter - fra Søndagsavisens lokalia.dk til lokus.dk samt lokalavisen.dk, som Politikens Lokalaviser står bag. Så lukker vi vores site med en betalingsmur, rykker brugerne derhen," siger Søren Knudsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også