VM rambuk for sports-webtv

Flere af de største sportsmedier tror på, at VM i fodbold vil betyde et syvmileskridt for sportsformidling på webtv.

DR, TV 2 og Canal9 sidder på rettighederne til at sende fodboldkampene fra VM i Sydafrika til sommer.

Men der er plads til mere tv-dækning og en række af landets sportsredaktører ser sommerens slutrunde som en klar rambuk for webtv, både hvad angår sening og mulighed for at udvikle sportsdækning på webtv.

Tredobling i antal seere
"Der er ingen tvivl om, at vi tror på et gennembrud for webtv på sporten.dk under VM. Vi regner med mindst en tredobling på antallet af daglige seere under VM," siger sportschef Flemming Fjeldgård, sporten.dk, der hører under Berlingske Media.

"Vi vil gøre meget ud af webtv, både med vores reportere i Sydafrika, i studiet herhjemme og afgjort også med assistance fra diverse eksterne samarbejdspartnere i stil med de gode samarbejder, vi i dag har om indholdslevering med f.eks. kanalsport.dk, Eurosport og Canal9," siger sportschef Flemming Fjeldgård.

Berlingske Media sender i alt fem journalister og to fotografer til Sydafrika, som alle kan producere stof til webtv.

Bundet af restriktioner
Hos konkurrenterne på Ekstra Bladet sender man i alt otte reportere til Sydafrika - af dem skal én udelukkende producere webtv.

”Vi investerer en masse ressourcer i dækningen af VM, og jeg ser det som et gennembrud for sport på webtv. Men det er en udfordring, fordi hele dækningen er bundet ind af rettigheder,” siger redaktionschef på Ekstra Bladet TV, Heine Jørgensen.

Heine Jørgensen pointerer, at webtv’s fordel er, at formatet tillader længere og mere uredigerede indslag. Men forholdene under VM tillader kun begrænset mulighed for interviews med spillerne og billeder fra stadions er begrænset til de medier, der har købt rettigheder.

”Vi skal selvfølgelig udnytte det, webtv kan, som er det rå, det umiddelbare og det hurtige, så folk får et bredere indblik, end de ellers får og ikke skal sidde og vente på et bestemt klokkeslæt, hvor tv-sporten sendes,” siger Heine Jørgensen.

Webtv får nicheområde til VM
Hvor de store rettighedshavende tv-stationer har eneret til at sende billeder fra kampene under VM, så har webtv sit eget nicheområde - som kort sagt er alt det omkringliggende.

”Når DR, TV 2 og Canal9 sender så meget fra kampene, så er det marked mættet, og det kan man ikke konkurrere med på webtv. Så må vi finde noget andet at servere, og derfor fokuserer vi mere på hverdagsvinklerne, det vil sige reportager om spillerne og fans. Der ligger helt sikkert et marked i at fokusere på alt det, som tv-stationerne ikke har plads til,” siger Allan Hvid, redaktør på kanalsport.dk.

Kanalsport.dk har siden 2007 produceret webtv om sport, og redaktør Allan Hvid rejser selv til Sydafrika for lave indslag til sitet og til kanalsport.dk’s samarbejdspartnere, som blandt andet tæller Danske Spil og sporten.dk.

Hurtighed også en faktor
Ifølge Flemming Fjeldgård fra sporten.dk handler det ikke kun om at fokusere på alternative stofområder. Webtv kan sagtens konkurrere på det samme stof som tv-stationerne, hvilket både skyldes at webtv har hastigheden – og for dagbladenes vedkommende – en stor redaktion i ryggen.

”Vi har ambitioner om at præsentere indhold, som de store rettighedshavende tv-stationer ikke kan præsentere lige så godt. Vi har mange års erfaring med at finde de mest vedkommende og dagsordensættende nyheder, som tv-stationerne så efterfølgende har været gode til at samle op og gøre til levende billeder. Vi agter under VM selv at tilbyde de nyheder og det indhold i levende billeder før tv-stationerne.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også