DR og TV 2 tager spæde skridt på Facebook og Twitter

Både TV 2 og DR er i gang med at integrere sociale medier i markedsføring og journalistik – men det går for langsomt, mener ekspert.
Laura Bøge Mortensen

Det betaler sig ikke at skabe egne sociale medier. I hvert fald ikke for TV 2. Efter flere mere eller mindre mislykkede forsøg har stationen valgt at satse på de etablerede sociale medier som Facebook og YouTube, som både er billigere og tiltrækker flere brugere, fortæller TV 2’s community redaktør, Rikki Melchior.

"Selvom vores blogunivers lykkedes i sin tid, så var det mere held end forstand. Ud over den ene succes har vi nemlig fejlet med næsten alle vores andre hjemmelavede sociale medier. Vi må nok bare konstatere, at den tid, hvor man stablede sin egen chat på benene, er forbi," siger Ricki Melchior.

Fangrupper er ok
En stor del af de Facebookgrupper, som handler om TV 2’s programmer, er ikke officielle TV 2-grupper. Men selvom grupperne måske ikke ligefrem reklamerer for programmerne, ser Ricki Melchior dem ikke som farlige for TV 2.

”Det har jeg ikke noget problem med, og heldigvis er vi jo hele tiden foran, fordi vi ved, hvilke programmer der kommer i fremtiden. Derfor kan vi som regel være på forkant og lave en fangruppe, før brugerne kan. Samtidig sørger vi også for at holde øje med, hvad der bliver skrevet om TV 2 på Twitter og Facebook, så vi har mulighed for at svare,” siger Ricki Melchior og understreger, at TV 2 nogle gange går ind i et samarbejde med uofficielle Facebookgrupper, der virker interessante i forhold til et program.

Som det er lige nu, bruger TV 2 kun de sociale medier som markedsføringsplatform, men i længden skal medierne også bruges til den journalistiske udvikling af programmerne.

Facebook som journalistisk værktøj
I DR bruger man ligesom på TV 2 også de sociale medier som markedsføring, men medierne skal også være et journalistisk værktøj. I DR Nyheder er man derfor i gang med at ansætte en Facebookjournalist, og det skal være begyndelsen på at integrere de sociale medier mere i journalistikken.

Når det kommer til markedsføring på de sociale platforme, er DR dog ikke ligeså systematiske som TV 2, der har en community-redaktør med det samlede ansvar for de sociale medier. Her hersker ingen samlet markedsføringsstrategi. I stedet er det op til hver enkelt redaktion, hvordan Facebook og Twitter skal bruges.

Kanalchef for dr.dk, Nicolai Porsbo, understreger dog, at DR er i gang med at sætte arbejdet med de sociale platforme lidt mere i system, men han mener ikke, at flere redaktører - som f.eks. en community redaktør - er vejen frem.

"Jeg tror ikke på stram styring, i stedet mener jeg, at vi har behov for støtte og koordinering internt, når vi skal bruge medier som Facebook. Viljen mangler ikke til at bruge det, men vi er ikke altid lige klar til at rykke hurtigt ud," siger Nicolai Porsbo.

Tænk hvis DR udnyttede Twitter
At rykke hurtigere er præcis det Andreas Johannsen efterlyser. Han er direktør og partner i konsulentvirksomheden Social Square, der rådgiver virksomehder og organisationer om brugen af sociale medier. For ham at se er mediehusenes muligheder på de sociale medier langt flere og større, end de i dag udnytter - både i forhold til branding og til at berige indholdsiden.

”Det gælder om at være mere følsom og lytte bedre efter, hvad der rør sig på de sociale medier, for eksempel handler det meste af Twitter-debatten om X Factor fredag aften. Folk sidder simpelthen derhjemme foran skærmen, samtidig med at de vurderer det på Twitter. Det svarer jo til at tusind mennesker sidder og ser X Factor sammen. Tænk hvis DR udnyttede det bevidst i programmet,” siger Andreas Johannsen.

”Selvfølgelig har DR en anden organisation end TV 2, og det gør det sværere at sætte projekter i gang, men det ville være lettere for DR at bruge de sociale medier, hvis man tænkte i nye forretningsmodeller - for eksempel ved at bruge creative commons (internationalt rettighedssystem, red.) i stedet for den nuværende indviklede rettighedspolitik,” siger Andreas Johannsen og henviser til BBC, hvor man har arbejdet med at købe arkivmaterialet fri af gamle rettigheder for i stedet at gøre det frit tilgængeligt for alle.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også