Aller åben for e-reader-samarbejde

Aller Medias topchef Pål Thore Krosby er klar til fælles e-reader-forsøg med konkurrenterne i Egmont og Bonnier, men de aggressive investeringers tid er forbi.
Tine Brødegaard Hansen

Det vrimler med e-reader og 'læseplade'-lanceringer som Apples iPad, Amazons Kindle og mange andre. Det har fået dagbladene op af lænestolen og i gang med et fælles e-reader-forsøg.

I Aller Media er adm. direktør Pål Thore Krosby åben for et lignende samarbejde.

"Jeg holder alle muligheder åbne. Som mediehuse slås vi mod hinanden, men som indholdsproducenter har vi meget til fælles. Så hvis Bonnier, Egmont og Aller kan gøre noget i fællesskab, er det bedst for alle, selvom vi også er konkurrenter," siger Pål Thore Krosby.

Minus dæmper investeringslyst
Aller Media er netop kommet ud af 2009-regnskabsåret (der sluttede sidst i september, red.) med et minus efter skat på 5,6 mio. kr. og med oplagstal, der fortsat er vigende for stort set alle titler fra Se og Hør til Søndag. Derfor er Pål Thore Krosbys strategi, når det gælder opkøb og udvikling mere afdæmpet end tidligere.

"Det handler om at få en branche til at overleve. Vores problem er ikke, at det ikke går godt for vores ugeblade og magasiner, men at der er en tidsbegrænsning på det, og jeg ønsker ikke, at vi når dertil, hvor aviserne er med meget pressede oplag."

iPad er intet columbusæg
Derfor kan de nye medieplatforme være en hjælp, men der er ingen garantier for, at de løser mediehusenes problemer, mener Pål Thore Krosby.

"Om det lykkes os at udnytte iPad'en eller de andre e-readers er ikke til at sige endnu, men jeg håber det. Vi er ikke defensive, men alligevel handler det om, hvor mange penge vi skal satse på noget nyt, og hvor mange vi skal bruge på de medier, der går godt nu."

"Hvis vi kun holder fast i, hvad vi har, er det det samme som at vente på at dø. Men jeg ønsker tilbyde danskerne indhold på de platforme, hvor de er, og så håber jeg, at vi klarer at være lønsomme som virksomhed," siger Pål Thore Krosby.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også