Zmags frygter ikke e-læsere

E-læserne tager mange medier med storm i øjeblikket, men onlinemagasinerne har særlige forcer, mener marketingchef i Zmags, der har udviklet en platform til onlinemagasiner.
Tine Brødegaard Hansen

Jovist er det imponerende, når selskaber som Bonnier modellerer deres indhold til e-læserne, eller når Sports Illustrated gør det samme. Men Joakim Ditlev, marketingchef i Zmags, der har udviklet en platform til onlinemagasiner, føler sig ikke truet på levebrødet.

"Mange har også spurgt os, om ikke vi ryster i buskerne over e-læser-teknologien og debatten bliver hurtigt ensporet og kommer til at handle om, at e-læserne overtager det hele, men jeg tror, at de modner markedet for digital læsning af f.eks. magasiner," siger Joakim Ditlev.

Onlinemagasinerne får indimellem høvl for deres efterligning af printmedierne, fordi man f.eks. 'bladrer' i dem, og indholdet generelt er indhegnet i et magasinformat, hvilket måske vil virke mere naturligt på en e-læser, hvor læseoplevelsen er optimeret via bl.a. 'elektronisk blæk'. Men der er plads til begge formater, mener Joakim Ditlev.

"E-læsere som Kindles og andre er specialiseret inden for meget teksttunge medier, men der vil stadig være behov for onlinemagasiner, der benytter meget video og interaktion. Hvis man udgiver et magasin, tror jeg i fremtiden fortsat, at man vil satse på både print, onlinemagasin og en version, der passer til e-læsere. Det er med til at gøre brandet kendt."

Hvilke nye udviklinger er på vej inden for onlinemagasiner?

"Kunderne efterspørger en 'rigere' læseoplevelse som Børsens digitale lørdagsavis og Benjamin-magasinet 'Fashionista by Costume', som vi leverer platformen til. Fordelen ved onlinemagasiner er, at de er meget interaktive. I Fashionista kan man klæde en model på, se videoer, komme til annoncørernes websites via links, se fotogallerier og meget andet."

Trods sin tro på onlinemagasinernes lyse fremtid, er Joakim Ditlev og Zmags klar til at omstille sig.

"E-læseren er en gadget, der er utrolig spændende at følge, men penetrationen (udbredelsen, red.) kan blive en barriere. Hvis vi ser, at det pludselig går stærkt med e-læserne, vil vi tilbyde formater, der er kompatible til e-læsere. I forvejen fungerer vores format også på iPhone, selvom det bliver med færre funktioner og uden den store skærm, som vi synes er en fordel."

Om Zmags
Zmags har udviklet en selvbetjent løsning til interaktiv dokumenthåndtering (Interactive Collateral Management). Løsningen omdanner PDF filer til interaktivt multimediaindhold til magasiner, aviser, kataloger og rapporter. 2.500 virksomheder i 50 lande anvender Zmags, der blev stiftet i Danmark i 2006.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også