Mobil-sites får baghjul

Brugen af internettet via smartphones er steget markant viser ny analyse. Men det er almindelige websites og ikke mobil-sites, der trækker trafikken.

Indehavere af en iPhone foretrækker at surfe på almindelige websites fremfor mediernes særlige mobil-sites.

Det viser en analyse af rådgiver og tidligere direktør for FDIM, Jon Lund, der i denne uges ugentlige 'Digital View'-analyse er gået tæt på mobil-brugen på nettet.

De sidste halvandet år har danske hjemmesider vist et stadigt stigende antal sider til iphone- og ipod touch-brugere. Fra 460.000 sider i februar 2008 til 3,43 mio sider i august 2009.

"iPhonen er ikke bare en neddroslet computer og heller ikke bare en veludrustet mobil. Den er mere en digital schweizerkniv, som brugerne rent faktisk har nytte af. Det er det, der afspejler sig i tallene: Nettet er simpelthen anvendeligt for iPhone-ejere. Derfor surfer de så uforholdsmæssigt meget," siger Jon Lund i en kommentar.

Hverken fugl eller fisk
Analysen viser ifølge Jon Lund også, at de særlige mobil-versioner af f.eks. Ekstra Bladet, TV 2 og DR's hjemmesider, ikke er steget nær så meget som brugen af iPhones.

"Hvis du prikker et par gange på skærmen af din iPhone og "swiper" fingrene hen over den, kan du faktisk navigere helt tilforladeligt på selv store komplekse sites. Selvom det ikke er helt gnidningsløst, er det åbenbart let nok til, at mange iPhone-brugere hellere vil have den "ægte vare" end en neddroslet mobil-model," siger Jon Lund, der heller ikke giver det store for mobil-sites.

"De fleste mobil-sites er hverken fugl eller fisk. De er skrabede og tænkt til at skulle kunne presses ind på en mikro lille skærm på en dum mobil, kort sagt til et marked, der er meget småt, og som ikke rigtigt udvikler sig: surferi fra almindelige mobiler. Til gengæld bliver det hurtigst voksende iPhone segment ladt i stikken."

Download hele rapporten 'Smart-phones leading the way: the case of iPhone and dedicated mobil-sites in Denmark'  her.

- LR

Udviklingen i trafikken på internettet fra iPhones versus trafikken til mobile-sites i DK. Kilde: Jon Lund 


Udviklingen i trafikken på fem af de største mobile-sites i DK. Kilde: Jon Lund

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også