Newspaq giver gratis nyheder

For Nyhedsbureauet Newspaq er gratis nyheder et middel til at få flere betalende kunder i butikken.
Tine Brødegaard Hansen

"Modeugen svømmer i narko" og "Ekspert: Kvæl kamphunden" er nogle af de solohistorier nyhedsbureauet Newspaq kvit og frit tilbyder danske medier.

Det siger et stigende antal medier ja tak til, som tv2.dk, ekstrabladet.dk, politiken.dk samt DR's radioaviser.

Newspaq lever ellers af at sælge nyheder og medieovervågning, men chefredaktør Kristoffer Gravgaard indførte tjenesten i oktober sidste år for at promovere bureauets solohistorier over for potentielle kunder.

Undergraver det ikke jeres betalingsprodukter, at I forærer nyheder væk?

"Nej, den moderne forretningsmodel er at give gode produkter væk gratis for at få opmærksomhed og derigennem opbygge sit brand."

Hvor mange nye kunder har I fået gennem den gratis nyhedsservice?

"Vi har fået indtil flere af vores større kunder ad den vej."

Skal jeres gratis nyheder på et tidspunkt koste medierne penge?

"Basislisten med nyheder vil altid være gratis, men ambitionen er at udvikle et betalingsabonnement, der giver adgang til en 'guldliste' med flere nyheder og bestemte stofområder."

Hvor stor en procentdel af de nyheder I sender gratis ud kommer i medierne?

"Jeg har ikke det nøjagtige tal, men det er sjældent, at vi sender citat-historier ud, som ikke bliver brugt. I sidste uge blev vores historie om, at danskerne er klar til at gå ned i løn for at beholde deres job citeret af op til flere medier som dr.dk, business.dk, erhvervsbladet.dk og Radioavisen. Det er primært netmedierne og DR's radioaviser, der bruger vores historier."

Hvorfor bruger medierne de gratis historier?

"Alle medier efterspørger unikke kvalitetsnyheder, fordi de har så mange platforme, så hvis man laver et godt produkt, bliver det modtaget med kyshånd."

Over 300 journalister og redaktioner har indtil videre tilmeldt sig Newspaqs gratis nyhedstjeneste, der blev indført i oktober 2008. Newspaq leverer hver uge nyheder til 2,6 millioner lyttere, en million brugere og 700.000 seere. Kunderne tæller blandt andre msn.dk, Radio 100FM, avisen.dk, MTG og sbs' tekst-tv og 19 regionalradioer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også