'Mit DR' på kant med public service

En personlig forside til dr.dk skal give den enkelte bruger præcis de feeds og indhold, hun ønsker. Det udfordrer public service-begrebet, mener medieforsker.
Tine Brødegaard Hansen

DR's nye site, 'Mit DR', der giver brugerne en personlig startside med indhold fra både dr.dk og andre sites, ligner et skridt i den gale public service-retning, mener medieforsker Jannick Kirk Sørensen.

"'Mit DR' risikerer at trække i den modsatte retning i forhold til formålet med public service, der er at inspirere og oplyse. Hvis indholdet bliver personaliseret helt ned til en-personers segmenter risikerer man at gå glip af det, man ikke vidste, at man interesserede sig for," siger Jannick Kirk Sørensen. Han skriver ph.d. om personalisering og public service ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet.

Jannick Kirk Sørensen understreger, at det er vigtigt at DR udvikler sine tilbud til net-brugerne.

"DR kunne hurtigt blive beskyldt for at sove i timen, hvis ikke de fulgte med webudviklingen, men personaliseringen af DR's web peger på nogle mere grundlæggende konflikter ved public service-tankegangen i et moderne mediebillede, nemlig spørgsmålet om det er brugeren eller afsenderen der skal sætte dagsordenen," siger han.

Ikke enig
Men den opfattelser deler chefredaktør for dr.dk, Karen Westman Hertz ikke.

"DR's indhold bliver ikke mindre public service, blot fordi vi præsenterer det på nye måder. På dr.dk tilbyder vi danskerne et væld af forskelligt indhold, og med Mit DR-siden forsøger vi bare at gøre vores indhold endnu mere relevant og nemt at bruge for den enkelte bruger. Mit DR er blot en ny måde at hjælpe brugerne med at overskue vores indhold. Dr.dk er, og vil også forsat være, et stort og mangfoldigt website med meget forskelligt indhold og oplevelser for alle danskere."

Hvis DR ikke følger med udviklingen, går det først rigtig galt, mener Karen Westman Hertz.

"Det er rigtigt, at DR har en stor opgave i at skabe fællesskaber i fremtiden, og det skal vi også gøre på nye medier - blandt andet ved at sikre, at danskernes faktisk bruger vores indhold på dr.dk. Hvis vi i DR ikke følger med medieudviklingen, så svigter vi danskerne og svækker vores egen mulighed for at leve op til vores public service forpligtelse om at være hele Danmarks medie og kulturinstitution."

Sikre nyheds-brand
Udviklingen går særligt på nettet væk fra fælles nyhedsformidling. Ingen nyhedsudbyder kan regne med, at brugerne finder nyhederne via forsiden, tværtimod bliver de leveret til brugernes Facebook-side, i et rss-feed eller på en personlig startside som Netvibes.

"På den personlige forside til BBC's site kan man ikke fjerne 'top news'-elementet. Det er en måde at sikre BBC's brand som stærk nyhedsorganisation og at sikre den direkte kanal til brugerne, men det er også mindre personalisering" siger Jannick Sørensen.

Det er et forsøg på at løse public service-opgaven med at få skubbet vigtige nyheder og informationer i retning af brugere, som måske ikke orker at forholde sig til klimadebatten, EU-politik eller dagens topnyhed, hvis ikke de er tvunget til det. Men DR vil ikke gøre bestemt indhold obligatorisk på Mit DR.

Dilemmaet er, at hvis Mit DR skal blive en succes, skal DR finde den rigtige balance mellem at lade brugen sætte dagsordenen og lade DR sætte den, mener Jannick Sørensen:

"Det bliver spændende at se, om DR vil åbne muligheder for, at brugerne kan gøre hvad de vil med 'Mit DR' og samle nyheder og applikationer andre steder fra, sådan som det er tilfældet i betaversionen, hvor der er nyhedsfeeds fra B.T. og TV 2, eller om det stadig mest bliver DR's site."

Læs mere på Jannick Kirk Sørensens blog

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også