Vis mig din kalender: Jeppe Nybroe

BT-tv's kendte studievært håber på et interview med den nye statsminister og sender hermed en åben invitation, ferie eller ej.
Michelle From Hoxer

Jeppe Nybroe har planer om at nyde påskeferien, slappe af og fokusere på tilværelsens vigtige ting, men et interview med Lars Løkke Rasmussen kunne han alligevel godt forestille sig at finde tid til.

Hvad er højdepunktet i din kalender her i den kommende uge?
"Familie og venner, forår og solskin, vin og mad er denne påske-uges absolutte højdepunkt for mig- og er i øvrigt også af stor betydning for mig i resten af årets uger. Og så håber jeg ydmygt at overtale Danmarks nye statsminister til at invitere indenfor til kaffe og interview. Ja, også gerne udenfor i foråret, og så skal jeg nok være den der gir'...for ekspempel en fadøl."

Hvem er den mest spændende person, du skal møde?
"Jeg håber, at det bliver Lars Løkke Rasmussen. Så hermed en åben invitation, Løkke, til at du og jeg laver et længere tv-interview om dine udfordringer, visioner og drømme som statsminister. Og da du, Løkke, jo er en moderne mand og tilmed pressens minister, ville det jo være fint, synes jeg, at dette interview netop bliver i Berlingske Medias nymodens web-tv. Så kan seerne jo også se hele interviewet på internettet, lige præcis når det passer dem, måske i flere kapitler, frem for at skulle vente på at Jes Dorph, Natasja Crone, Reimer Bo eller Lise Rønne har booket tid i studiet."

Hvad er den mest udfordrende opgave, du har i ugens løb?
"Det må være at fikse tre-gearet på min gamle herrecykel. Samt måske acceptere, at foråret på mange fronter kan være lunefuldt - men derfor kunne Løkke nu alligevel godt snart ringe tilbage og sige ja til kaffe og et lillebitte interview."

Hvilket møde vil du helst springe over?
"Jeg er opdraget til at "face the music" og ikke at springe over noget som helst her i livet. I hvert fald så længe arbejdsmøderne ikke bliver for langsommelige. Mit eget bidrag kunne være undtagelsesvis ikke at skulle sige min mening om alting, men lære en gang imellem at holde min kæft og holde fokus på det vigtigste her i livet."
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også