Mobilen tilfører print nyt liv

Med en lille kode på printannoncen, som mobiltelefoner kan aflæse, kan annoncører nu skabe helt nye relationer med potentielle kunder.
Ole Enggaard

Der er ikke meget liv i print, men det kan en kodning på annoncerne muligvis lave om på. Mobilbrugere kan nu med mobiltelefonens kamera scanne et frimærke-stort billede, som straks fører dem videre til flere informationer, underholdning eller konkurrencer.

Hvis annoncørerne er villige, kan forbrugerne fordrive tiden ved busstoppestedet eller i pausen med ugebladet, med interaktion med printannoncer. Et klik med kameraet på annoncen, og så kan eksempelvis den nye cd med X-Faktor Linda høres på mobiltelefonen.

Godt 20.000 mobilbrugere har allerede downloadet det nødvendige program. Og det vil vokse, mener adm. direktør, Jesper F. Stuhr, Scanbuy.

”Vi har gjort det så enkelt som muligt. Nu handler det om at bryde vores ’catch 22’. Altså, at annoncørerne bliver villige til at prøve den mulighed. Det er ikke et problem at få tilmeldinger fra mobilbrugere, de skal nok komme. Og så skal de sidste teleoperatører med.”

Scanbuy har været i gang siden sommeren 2008. TDC afviklede som en af de første en kampagne i deres eget mobilnet. Det blev en succes, der, i følge Jesper F. Stuhr, oversteg al forventning hos TDC.

Ekstra Bladet prøver sig frem
Ekstra Bladet forsøger sig i april. Avisen vil benytte QR-koder til at levere opdateret nyheder til mobilbrugerne. Artikler i den trykte udgave vil, i nogle tilfælde, være påsat en QR-kode. Mobilbrugere scanner, og modtager yderligere tekst, billeder eller video.

På mediabureauet IUM’s Frontbox, siger interactive director, Christian Strand:

”Der er ekstremt meget coolness og firstmover-værdi for annoncører i det her. Det kan blive et fint add-on, og en berigelse af eksisterende offline materiale. Generelt en god måde at puste liv i offline og bringe det online”.

Prisen opgiver Scanbuy til at være omkring 20 øre pr. scanning for annoncøren. En pris, Christian Strand mener, er rimelig i forhold til eksempelvis sms-udsendelser.

Det er den amerikanske virksomhed Scanbuy, der i Danmark tilbyder annoncørerne, at sætte det de kalder en QR-code på annoncen. QR er akronymet af quick response..

Mere end 80 procent af bestanden af aktive mobiltelefoner i Danmark har kamera og den nødvendige tilslutning til det mobile internet. Med hjælp fra et program, der downloades på et øjeblik med tilmelding via sms eller på Scanbuy’s hjemmeside, kan man rette mobiltelefonens kamera mod QR-koden og derfra kan alt ske.
 
Mobiltelefonen kan via Internettet bruges til flere informationer, konkurrencer, opskrifter, bookning af billetter eller andre direkte køb.


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også