A-pressen i partnerskab med Freeway

A-pressen har købt aktiemajoriteten i Nyhedsavisens gamle website Avisen.dk og lancerer ny netavis med fokus på arbejdsliv i samarbejde med Freeway.
Tine Brødegaard Hansen

A-pressen har med Bjarne Salomonsen som adm. direktør i nogen tid luret på opkøb i mediebranchen og har nu skudt ca. otte mio. kr. ind i avisen.dk og sidder nu på 51 procent af aktierne, mens Freeway har 49 procent. Siden Nyhedsavisens lukning er avisen.dk drevet videre af Freeway, der også står bag sites som dating.dk og arto.dk, med nyheder fra nyhedsbureauet Newspaq.

I løbet af 2009 bliver avisen.dk lanceret som en ny netavis med arbejdsliv som omdrejningspunkt, hvor nyhedsbureauet Newspaq leverer nyheder inden for andre områder.

A-pressens ambitioner for netavisen er høje trods de trange annoncetider, som også nettet mærker. I februar var annonceomsætningen på nettet seks procent lavere end samme tid sidste år, ifølge tal fra DRRB.

"Forretningsmodellen bygger på salg af bannerannoncer, stillingsannoncer, sponsorater samt trafiksamarbejde med andre sites," siger adm. direktør i A-pressen Bjarne Salomonsen, der forventer, at netavisen kan nå 360.000 brugere om måneden i løbet af to et halvt år mod de ca. 180.000 brugere den har på nuværende tidspunkt. Målgruppen skal findes blandt lønmodtagere, journalister og politikere.

Selv om 2009 er ikke det nemmeste år at lancere en ny netavis, skal avisen.dk give overskud inden for en overskuelig årrække.

"Det vil gå langsommere end i opgangstider at gøre netavisen rentabel, men vi forventer, at det sker inden for de første tre til fire år. Krisen varer ikke ved, men når vi går ind i samarbejder, er vi tålmodige. Nettet er et marked på ca. 2,5 mia. kr., vi skal bare have fat i en promille af det for at netavisen kan løbe rundt."

Baggrunden for satsningen er, at en kvantitativ analyse har vist et hul i nyhedsmarkedet for en netavis med vægten lagt på arbejdsliv og arbejdsmarkedet, hvilket underprioriteres af andre medier, siger Bjarne Salomonsen.

Vil en netavis om arbejdsliv, der har A-pressen som hovedaktionær ikke blive opfattet som farvet af fagbevægelsens interesser?

"Grundpræmissen er fair journalistik på et centrum venstre grundlag, hvor vi prioriterer almindelige menneskers arbejdsliv. Det eksisterer ikke i dag, hvor de tre morgenaviser har et helt andet udgangspunkt. Ingen opfatter vores andre medieaktiviteter, såsom Metroxpress eller Newspaq, som farvede af A-pressens holdninger, fordi vi ejer en aktieandel af dem eller 100 procent."

Avisen.dk har til huse hos A-pressen i Guldbergsgade, mens Freeway primært vil tage sig af salg med undtagelse af salget til faglige organisationer, samt eventuelle trafiksamarbejder med andre sites.

Redaktionen vil bestå af ti journalister og målet er at levere op til flere ugentlige solohistorier, der også citeres af andre medier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også