Web-tv er langt fra et guldæg - endnu

2009 byder på stor kreativ ekspansion, men næppe økonomisk gennembrud for web-tv, spår formanden for FDIM.
Per Fanefjord Laursen

Web-tv står næppe foran et voldsomt gennembrud, men befinder sig snarere i en langsomt glidende udviklingsfase, vurderer FDIM-formand Christian Peytz.

"Der bliver tale om en længereløbende proces. Ting tager tid, men nu har vi for nylig løst problemet med annonceformater til web-tv," siger han.

For ham er udviklingsfasen lige efter bogen: Mediehusene ser en fordel i at anvende levende billeder og tiltrække flere brugere til deres sites. Han finder det naturligt, at tv-stationerne er i spidsen, og at dagbladene også rykker på web-tv. Det er YouTube, TV 2 og Eb.dk, der er de førende medieudbydere idag, minder FDIM-formanden om.

Peytz tror ikke, at medie- og annoncemarkedet vil beskæftige sig særlig intensivt med specifikt at sælge web-tv placeringer til annoncørerne i 2009.

"Nej, ikke endnu. Web-tv har rollen som supplement, der skaffer flere brugere, der klikker mere rundt, og den trafik kan så sælges."

Brugertal klar til sommer
Markedet afventer nu, at FDIM og aktørerne løser en række praktiske problemer, så der kan præsenteres en fast hitliste for web-tv sening. Det vil fjerne en væsenlig forhindring for kommerciel udvikling. Man skal bl.a. kunne kategorisere de forskellige indholdsgenrer og sikre, at man også inddrager kliplængden i bedømmelsen.

"Det falder nok på plads til sommer, og det vil helt sikkert give web-tv mediet kommerciel medvind," tror Christian Peytz. Han vurderer, at egentlig økonomisk udvikling kræver mere modning, og at der vil gå flere år, inden omsætningen runder 100 mio. kr. for rene videoannoncer.

Fokus på egenproduktioner
Mange flere medieudbydere vil i 2009 sætte ressourcer af til at producere egne klip frem for at abonnere på videoklip.

"Jeg tror mere på en kreativ, frem for en kommerciel udvikling af web-tv i år med langt flere og sofistikerede egenproduktioner, f.eks. dramaer, som vi allerede har set dukke op."

Brand channels mere interessante
Peytz henleder opmærksomheden på de virksomheder, der ikke er i mediebranchen, men som vover sig ind i web-tv.

"Når Jyske Bank introducerer eget web-tv med væsenlige ressourcer involveret, så er det stor nyhed. Den trend er nok i virkeligheden det mest interessante, vi vil opleve i 2009," spår han.

Web-tv er Longtail-sening
Nediebureauet Initiative Universal tror, at seningen af web-tv fortsætter med at stige i 2009, og mange nye kanaler vil komme til, mens andre forsvinder.

"Det er en væsentlig faktor, at alle med et håndholdt kamera og en internetforbindelse i princippet kan blive broadcaster," siger Interactive manager Lars M. B. Anthonisen. IUM.

IUM ser frem til at få brugertal i Gemius for web-tv, og det skal helst være på de metrics, som bureauet kender fra online-medierne. Derudover tror bureauet på, at flere annoncørdrevne brand channels, a la JyskeBank.tv og Carlsberg.tv, vil dukke op i år.

"Set med vore øjne er det vigtigt, at markedet ikke behandler web-tv som traditionel broadcast tv. En væsentlig forskel er, at seningen er ”Long tail” – der er få seere på det enkelte indslag, men mange seere samlet over tid."

Når det er sagt, er web-tv ret beset blot endnu et indholdsområde og annoncemulighed på mediernes websites, siger han og er således på linje med Christian Peytz.

Norge: 200 millioner til web-tv
I Norge er INMA, som er interesseorganisationen for digitale mediekanaler, meget optimistisk. Man tror, at reklamer på web-tv bliver det store vækstområde de nærmeste år med mærkevareannoncering for op mod 200 millioner kroner.

Foreningen har, i lighed med i Danmark, netop præsenteret nye standardiseringsregler for reklame på web-tv, som skal gøre markedet mere overskueligt og som skal få gang i reklameomsætningen. Man hæfter sig ved, at i USA vokser web-tv med 50 procent i reklameomsæting årligt, og det vil også ske i Norge, skriver kampanje.com.

MediaWatch bringer torsdag interview med en række af hovedaktørerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også