Mediabureau går i mediebranchen

Initiative Universal har taget det store spring ind i mediedrift, som adskillige mediabureauer også overvejer.
Per Fanefjord Laursen

På det nye site FrontBox.dk leverer bureauet nyheder om medieverdenen. Sitet samler og videregiver de vigtigste informationer fra den danske og internationale mediescene og stiller skarpt på branchens aktuelle debatter.

På mediebureauer findes store mængder af eksklusive analyser, viden og nøgtern fortolkningsevne af medie- og markedsforhold. Medarbejderne lever af at kende effekt, pengestrømme og især forbrugernes vandringer blandt nye og gamle mediegrupper.

Det redaktionelle indhold har således længe været til stede, men bureauerne har indtil videre holdt sig i skindet. Mange har tænkt tanken, men har været tøvende overfor selv at gå i mediebranchen, når man rådgiver kunder om medievalg.

Den digitale medieudvikling har så småt indhentet disse overvejelser, efterhånden som begrebet 'Brand Channels' har sneget sig ind i bureauernes arbejde med kunder.

Nu ser Initiative Universal chancen for at tage skridtet og oprette en Brand Channel om medier og marked. Sitet er en alternativ platform for IUM, der profilerer bureauets ekspertise og medarbejdere - og giver mulighed for at knytte eksisterende og nye mulige kunder tættere til bureauet. 

Mediacom tog anden vej
MediaCom har valgt en anden vej, der så at sige mere er branded content end en Brand Channel. Bureauet har i samarbejde med Instituttet for Fremtidsforskning produceret magasinet 'Blink' om digitale trends. Magasinet har også fået en selvstændig platform på blink.mediacom.com.

Frontbox har ingen annoncer. Det udbydes og administreres af Initiative Universal Media i Danmark, der ifølge sitet ikke vil styre indholdet i en bestemt retning.
Frontbox henvender sig hovedsagligt til de danske brancher, og derfor er alle nyheder være oversat til dansk. Målet er også at trække essensen ud af tungere, engelsksproget nyhedsstof.

Skribenterne er bureauets medarbejdere, der løbende vil producere artikler om alle tænkelige emner. Man vil med tiden få erfarne klummeskrivere til at levere dybe analyser og belyse emner fra nye, spidse vinkler.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også