Lauritz.com dropper trykt katalog

Auktionsvirksomheden Lauritz.com har droppet papiret og distribuerer nu udelukkende sit katalog online. Besparelse: 400.000 kr.
Zandra Damsgaard

Tryk og distribution kan være en betydelig post på marketingbudgettet, og meget tyder på, at det ikke bliver billigere.

De førende papirproducenter M-real, Stora Enso og Norske Skog har således varslet prisstigninger på mellem otte og 20 procent. Hertil kommer stigende priser på råvarer til blæk og ditto udgifter til distribution.

Af selv samme årsager har auktionsvirksomheden Lauritz.com helt droppet den trykte version af sit varekatalog, som man nu udelukkende kan bladre i på internettet.

”Selvom vores forretning ligger online, har vi tidligere udgivet og distribueret fysiske kataloger ved specielle auktioner for at opnå ekstra opmærksomhed. Det har været omkostningstungt, så efter at have kørt med onlinekataloger i en testperiode, valgte vi helt at droppe de fysiske kataloger,” fortæller den ansvarlige for auktionsvirksomhedens onlinedistribution, Rasmus Nørregaard.

Sparer 400.000 kr.
Og det har givet pote, beretter Lauritz.com i en pressemeddelelse. Med onlinesatsningen har virksomheden nemlig barberet 400.000 kr. af sine omkostninger.

Lauritz.com har 19 auktionshuse i Danmark, Sverige, Norge og Tyskland og har hidtil årligt sendt 15.000 kataloger ud i hele Europa.

Selvom den største fordel ved at gå online utvivlsomt tilfalder virksomheden og ikke mindst dens marketingbudget, får også kunderne gavn af omlægningen fra print til online, mener Rasmus Nørregaard. Det sker i form af en bedre service med flere muligheder.

"Når brugerne bladrer i katalogerne, er der på hvert produkt et link, der dirigerer videre til en side, hvor man kan byde på varen. Vi kan se i den indbyggede statistik, at op til 49 pct. af brugerne ender med at klikke sig ind på vores auktionssider. Dermed bliver onlinekataloget en kilde til ekstra trafik og højere omsætning," lyder det fra Lauritz.com.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også