Er journalistiske arbejdsmetoder i frit skred, når det gælder kendthedsjournalistik? spørger journalist og forsker.

Citathistorier cykler rundt i de danske medier, fra de mest kulørte til - MediaWatch. Også på nærværende site finder citathistorier om kendte vej. Eksempelvis Se og hørs historie om Morten Helveg (R) på skatteyderbetalt kærlighedsferie til Berlin. En historie som Morten Helveg kræver, at Se og hør dementerer.

Kirsten Sparre, forsker og journalist, udgav i 2001 bogen 'Den glade journalistik' med Lars Kabel om mediernes brug af det de kalder 'kendthedsjournalistik', på baggrund af en undersøgelse af stoffets udbredelse i danske medier, der er den første af sin slags. Siden da er journalistik om kendte og kongelige, danske som udenlandske, eksploderet i printmedier og på nettet.

"Fælles for de to typer stof (om danske og udenlandske kendte, red.) er, at historierne ser ud til at blive videreformidlet kritikløst, når bare man kan citere et andet medie for den. Men at man selv kan holde ryggen fri, betyder jo ikke, at det ok journalistik i alle tilfælde," siger Kirsten Sparre.

Til september gennemfører hun en undersøgelse for Update (Center for journalistisk kompetenceudvikling), hvor alle landsdækkende trykte medier og større netmedier i løbet af en dag vil blive scannet for hvor stor en andel af det enkelte medies samlede antal artikler, der udgøres af historier om kendte i ind- og udland.

Modsat udenlandske stjerner, har de danske kendte Pressenævnet og lovgivningen i ryggen, desuden er sidstnævnte nemmere at opsøge for journalister, og derved få historier fra direkte.

Når det gælder sladder om Angelina Jolie, Britney Spears og Tom Cruise, dropper mange medier helt kildeangivelserne og fakta-tjekket. Det er et journalistisk paradoks, som Kirsten Sparre mener, at medierne bør forholde sig til.

"Jeg er selv underholdt af artikler om kendte," siger Kirsten Sparre og tilføjer:

"Men der er nogle arbejdsmetoder, som begynder at skride i dækningen af det. Hvor tynde og udokumenterede kan historierne være, og stadig blive kaldt journalistisk indhold?"

Siden første undersøgelse i 2001 er netmediernes antal og indhold vokset kraftigt, og gratisaviserne er kommet til. Det giver forøget kamp om læsere og klik, hvilket kendis-stoffet effektivt genererer. Kirsten Sparres klare fornemmelse er, at kendthedsjournalistikken har vundet endnu mere indpas generelt og hos de netmedier, der tilhører 'væstentlighedsmedierne', såsom morgenaviserne og public service-tv-stationerne.

Alligevel forstiller Kirsten Sparre sig ikke, at traditionelle journalistiske kriterier skal overføres til kendthedsjournalistikken.

"Vi skal ikke sammenligne journalistik om kendte og kongelige med den almindelige faktabaserede journalistik, hvor vi opsøger kilder der har kompetence og behandler stoffet kritisk. Læserne accepterer kendthedsjournalistikkens form, hvor det kan være lige så godt at historien måske er rigtig og hvor det ikke er nødvendigt, at den relevante kilder kommenterer oplysningerne. Der kan sagtens skrives artikler om hvor glad prins Joachim er for Marie uden at journalisterne har talt med nogen af dem om det."

Grænsen går, i tilfælde hvor historierne ikke lader til at holde vand, uden at nogen, eller kun få medier, interesserer sig for at undersøge det, mener Kirsten Sparre. Hun henviser til, at Nyhedsavisen var det eneste medie, der tjekkede en historie om at tjenerne til prins Joachim og Maries bryllup ville nægte at servere, hvis dronning Margrethe røg ved bordet. En historie der kunne have været korrekt, men ikke var det.

"Nyhedsavisen ringede, som det eneste medie, til de ansvarlige for middagen, som dementerede historien, men den lød sandsynlig, så den var røget direkte på mange netmedier."

Kirsten Sparre fremlægger resultaterne af undersøgelsen på Journalistforbundets Fagfestival.

"Den glade journalistik" af Kirsten Sparre og Lars Kabel.