Sky News: Brugerindhold kan skade brand

Brugergenereret indhold er det store medie-buzzword. Men Sky.com frygter at skade deres brand, hvis brugerne får fuld kontrol.
Tine Brødegaard Hansen

Brugergenereret indhold er det store medie-buzzword. Men Sky.com frygter at skade deres brand, hvis brugerne får fuld kontrol.

MediaWatch fanger redaktør på Sky Simon Bucks efter en paneldiskussion på DNA om mulighederne og farerne ved brugergenereret indhold.

"Det Sky.com kan give brugerne er, at hvis de ser deres materiale på vores site, så får de følelsen af, at deres materiale ligger på et af de bedste nyhedssites i UK. Det giver en status som overvejende brugerdrevede sites som GNN ikke kan tilbyde."

Den stikpille sendes til medstifter og kreativ direktør for GNN, Stephen Marshall, der har formået at få fat i unge brugere med seriøs nyhedsdækning ved at give dem en stor del af magten over sitet. Han har ikke meget til overs for traditionelle medieorganisationers syn på brugerne.

"Hvad Stephen Marshall kan tilbyde er et langt mere anarkistisk community, fordi han ikke på samme måde som Sky har et brand at beskytte. Så vi har forskellige udfordringer, men alle prøver at lave interessante ting," siger Simon Bucks.

Han tilføjer, at GNN er spændende, men at deres model ikke passer til en stor medieorganisation. CNN har løst bruger-problematikken ved at udskille det brugergenerede indhold fra deres hovedsite, hvad mener han om den model?

"Det er værd at overveje for det overkommer til en hvis grad, det problem vi alle har med at brandet kan blive tilsmudset af dårligt eller stødende materiale. Men idéen løser ikke det, vi egentlig efterstræber, nemlig at drive mere trafik til vores hovedsite."

Annoncering kræver også en anden tilgang på de brugerdrevne sites.

"Brugernes indhold tiltrækker ikke de mere dyre reklamer, der giver store annonceindtægter. De er på business- og teknologi-siderne, hvor 'high end' brugerne er. Men annoncemæssigt er fordelen, at brugergenereret materiale skaber 'stickyness', så den tid brugerne tilbringer på sider med brugergenereret materiale er højere end på regulære nyhedssites. For der bliver de involveret i communities og deltager aktivt," siger Simon Bucks.

Spørgsmålet er, om Sky længe endnu vil kunne tillade sig at overveje fordele og ulemper ved brugergenereret indhold. Konkurrencen om at tiltrække unikt indhold fra brugere på stedet ved breaking news er nemlig benhård.

Hvis brugerne ikke føler sig tilgodeset af et nyhedssite som vigtige bidragsydere i den daglige nyhedsstrøm, vil de så sende deres materiale til netop dem, når det virkelig gælder?

"Der er mange konkurrerende nyhedsorganisationer, når der en stor begivenhed, som kun få brugere har optaget på video, så er vi alle interesseret i at få fat i den video. Vi vil sikre os at folk først tænker på os i den forbindelse. Det vil vi følge op på blandt andet ved at lette brugernes mulighed for at sende materiale til os via deres mobiltelefon."

Sky News er 24timer nyhedskanal og voksende nyhedssite.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også