Nye rettigheder skal give MSN video-tronen

TV 2 og Ekstra Bladet er konkurrenterne, når MSN.dk går til angreb på det voksende marked for online videoannoncering.
Ole Nørskov

TV 2 og Ekstra Bladet er konkurrenterne, når MSN.dk går til angreb på det voksende marked for online videoannoncering.

"Vi vil være det bedste underholdningsmedie i Danmark."

Sådan lyder målsætningen fra Kasper Tøstesen, executive producer hos MSN.dk. Og video er en hjørnesten i den strategi.

"Vi viser i øjeblikket omkring 2 millioner videoklip om måneden, men forventer at komme nærmere de 10 millioner inden for de næste 12 måneder," siger han.

I sidste uge kunne MSN på en pressekonference i London præsentere to store nye aftaler, som skal hjælpe med til at gøre portalen til den absolutte magtfaktor, når det gælder online video. Musik fra Sony BMG og programmer fra MTV vil i den kommende tid blive en integreret del af MSNs tjenester på tværs af Europa, Mellemøsten og Afrika.

Herhjemme er aftalerne endnu ikke helt på plads, men Kasper Tøstesen forventer, at MSN.dk i løbet af foråret vil kunne byde på musikvideoer med blandt mange andre Justin Timberlake, Britney Spears og Alicia Keys og programmer som The Osbournes og Pimp My Ride.

Derudover har Sony BMG også en række danske kunstnere i stald, og lokalt indhold står højt på MSNs ønskeliste.

"Vi arbejder på at indgå aftaler med flere forskellige lokale aktører og internationale selskaber med en lokal forankring," siger Kasper Tøstesen, som både ser broadcastere og producenter som mulige partnere.

Blandt broadcasterne er det dog næppe alle, der har interesse i at hjælpe MSN til at udbygge positionen.

"Det er klart, at nogle af broadcasterne er konkurrenter, som ingen interesse har i at samarbejde med os, mens andre, der ikke er så stærke selv på nettet, kunne være interesserede," siger Kasper Tøstesen.

I den kommende kamp mod de lokale danske spillere står MSN ifølge Kasper Tøstesen stærkt.

"Som international virksomhed kan vi drage fordel af vores tilstedeværelse på tværs af planeten. Vi kan lave aftaler på et meget højere niveau, end en lokal spiller kan gøre alene.
Derudover er det en fordel at vi i høj grad uafhængige. Vi har ikke et eksisterende medie, vi skal lægge os op ad. Vi er fri til at samarbejde med hvem som helst," siger han.

Men der, hvor der virkelig er muligheder for at score point, som konkurrenterne ikke kan opnå, er på den teknologiske front.

"Det er naturligvis vores force. Vi vil prøve at adskille os - give en anderledes brugeroplevelse ved hjælp af teknologien. Gennem Messenger kan vi samtidig opbyggge en integreret kommunikationsplatform omkring medieindholdet," siger Kasper Tøstesen, som fremhæver det kommende Messenger TV som et godt eksempel.

"På Messenger TV kan man chatte om ting, man ser sammen med sine venner i realtid. Vi vil i det hele taget arbejde på at skabe en mere social oplevelse omkring vores indhold," siger Kasper Tøstesen, som oplyser, at der i Danmark er omkring 1,6 mio brugere af Messenger.

Brugerne vil ikke betale for videoklip, så pengene skal tjenes på reklamespots, og MSN satser i første omgang på såkaldte prerolls - korte reklamefilm, som kører, før brugerne får lov at se det klip, de har valgt.

Det er en svær balancegang for udbyderne, for brugernes tålmodighed er kort. Den ideelle længde på reklamerne er derfor kortere end de reklamespots på 15 eller 30 sekunder, man kender fra tv.

"Vi ved, at brugerne bliver irriterede allerede efter 7-8 sekunder, og de klikker væk efter 20-25 sekunder," siger Kasper Tøstesen.

Da de færreste kampagner produceres specifikt til nettet, har MSN dog valgt at arbejde med 15 sekunders spots som standard.

"Men det vil sikkert ændre sig stille og roligt, så spottene bliver kortere og kortere," siger Kasper Tøstesen, som kalder Danmark for et meget umodent marked, når det gælder videoannoncering.

Derfor er de hårdeste modstandere, Ekstra Bladet og TV 2, ikke kun konkurrenter.

"De er også samarbejdspartnere, når det gælder om at få markedet i gang, så det kan betale sig for annoncørerne at producere reklamerne," siger Kasper Tøstesen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også