Annoncer i blogs: Mere hype end bundlinie

Annoncer på blogsites performer ikke bedre end annoncer på andre sites, men de er værdifuld positionering.
Tine Brødegaard Hansen
Annoncer på blogsites performer ikke bedre end annoncer på andre sites, men de er værdifuld positionering. Sådan lyder vurderingen fra to af landets store mediebureauer.

Men det betyder ikke, at der ikke kan være gode grunde til at anbefale annoncørerne at være til stede på blogsites.

"Der er opstået hype omkring blogs også blandt annoncørerne. Det viser åbenhed og føling med brugerne, at annoncørerne er til stede på blogsites, men annoncerne performer ikke bedre der end på andre sites", siger Christian Godske fra Mediacom til MediaWatch.

Den vurdering er Christian Strand fra IUM enig i, heller ikke han har set resultater i retning af, at et banner på en blog performer bedre end i andre online-sammenhænge.

"Men kunden kan vinde en position på markedet, fordi de bliver forbundet med et univers eller nogen kommentarer, der styrker deres brand," siger Christian Strand.

Begge mediebureauer nævner, at den positive effekt af blog-annoncer ikke helt er slået igennem hos annoncørerne. Det er et relativt nyt område for dem, som kræver mediebureauernes vejledning.

Mediebureauerne frygter ikke blog-universet, selvom det primært fungerer og styres på brugernes præmisser, med deraf følgende risiko for at sætte et brand i forbindelse med uheldige kommentarer,

"Jeg har ikke noget problem med at rådgive kunder til at annoncere på blogsites," siger Christian Godske

Også fra Christian Strand lyder det, at mediebureauerne ikke har det store skepsis over for blogs der er tilknyttet dagblade, gratisaviser og tv-stationer.

"De har relativt sagligt indhold, og brugerne får ikke lov at svine hinanden til eller lægge anstødeligt materiale på," siger Christian Strand.

Han fremhæver også bloggernes selvjustits, der i mange tilfælde regulerer indholdet, idet brugerne indberetter hinanden, hvis indholdet ikke er i orden.

Facebook og andre sociale sites har haft problemer med balancen mellem at være brugernes fristed, og at tiltrække annoncerer der er interesseret i at nå brugerne der, hvor de bruger lang tid og slapper af.

Samme risiko er indtil videre ikke til stede på danske blogsites, mener de to mediebureauer.

"Mange brugere er klar over, at f.eks. et standardbanner er med til at betale for servicen. Det ser de ikke som noget negativt," siger Christian Godske.

Alligevel skal annoncørerne passe på med at indsætte annoncer inde i teksten, eller på anden vis gøre for meget opmærksom på sig selv. De er bedst tjent med at være lidt diskrete, mener han.

Den erfaring kan Christian Strand ikke helt genkende, men siger: "Som for alle andre medier, gælder det om at være til stede på brugernes præmisser, og at være der på den rigtige måde, hvor det giver mening for ens brand."

Både Christian Godske og Christan Strand er enige om, at når det gælder private blogs, skal mediebureauerne være langt mere påpasselig. Her er ikke samme screening-foranstaltninger, så hjemmearbejdet skal gøres godt, før mediebureauerne bør anbefale den type blogsites til annoncørerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også