Fyrede Sam Altman vender tilbage som topchef hos ChatGPT-ejer

Den første delaftale under det nye forsvarsforlig er landet. Fokus er blandt andet på at få flere i trøjen.
Sam Altman blev fyret af OpenAI's bestyrelse fredag. Han havde ikke været "ærlig i sin kommunikation", og bestyrelsen havde ikke længere tillid til ham, lød det. | Foto: Carlos Barria/Reuters
Sam Altman blev fyret af OpenAI's bestyrelse fredag. Han havde ikke været "ærlig i sin kommunikation", og bestyrelsen havde ikke længere tillid til ham, lød det. | Foto: Carlos Barria/Reuters
af ritzau

Få dage efter at han blev afskediget, står det klart, at Sam Altman vender tilbage som topchef i tech-virksomheden OpenAI.

Altman har nemlig indgået en aftale med virksomheden om, at han igen skal stå i spidsen for den.

Det skriver OpenAI på X, det tidligere Twitter.

”Vi er nået frem til en principaftale om, at Sam venter tilbage til OpenAI som administrerende direktør med en foreløbig ny bestyrelse med Bret Taylor (formand), Larry Summers og Adam D’Angelo,” skriver selskabet.

Sam Altman blev fyret af OpenAI’s bestyrelse fredag. Han havde ikke været ”ærlig i sin kommunikation”, og bestyrelsen havde ikke længere tillid til ham, lød forklaringen på fyringen.

Kort efter sagde den tidligere bestyrelsesformand Greg Brockman op i protest.

Mandag dansk tid blev det meldt ud, at både Sam Altman og Greg Brockman flyttede til Microsoft, som har investeret milliarder i OpenAI.

Beslutningen om at blive en del af Microsoft var ”den bedste vej” for Altman på det tidspunkt, skriver han på X.

Men nu glæder han sig til at vende tilbage til OpenAI, lyder det.

”Med den nye bestyrelse og med Satyas (Satya Nadella, topchef i Microsoft, red.) støtte ser jeg frem til at vende tilbage til OpenAI og til at bygge videre på vores stærke samarbejde med msft (Microsoft, red.),” skriver Sam Altman.

Også Greg Brockman vender tilbage til OpenAI. Det meddeler han selv på X.

”Vi vil vende tilbage stærkere og mere forenede end nogensinde,” skriver han.

Parterne arbejder fortsat på at få detaljerne i aftalen på plads.

OpenAI har fået stor succes med sprogmodellen ChatGPT, der med hjælp af store mængder data kan skrive og behandle tekst.

Selskabet og Altman står centralt i diskussionen om kunstig intelligens og de fordele og risici, som den fremstormende teknologi skaber.

ChatGPT blev lanceret i november sidste år og fik hurtigt over 100 mio. brugere.

Siden da har blandt andet Google lanceret en sprogmodel, der har lignende egenskaber.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også