Endnu en person idømt fængsel og bøde for piratkopiering

Den dømte har tilstået ulovlig deling af mindst 242 danske og udenlandske ophavsretsbeskyttede værker.
Manden er i hvert fald den anden person inden for cirka et år til at blive dømt for at have delt filer på den ulovlige tjeneste Superbits. | Foto: Bloomberg
Manden er i hvert fald den anden person inden for cirka et år til at blive dømt for at have delt filer på den ulovlige tjeneste Superbits. | Foto: Bloomberg

Det koster en 37-årig mand fra Østjylland 60 dages betinget fængsel og en bøde på 10.000 kr. at have delt hundrede af ophavsretsbeskyttede værker på fildelingstjenesterne Superbits og Nortor. Det fremgår af en meddelelse fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Manden er i en tilståelsessag ved Retten i Randers blevet dømt for at have delt mindst 242 danske og udenlandske ophavsretsbeskyttede værker på de to nu lukkede fildelingstjenester i perioden december 2020 til februar 2021.

Han er dertil dømt for at have downloadet 676 og uploadet 356 beskyttede værker via en tredje fildelingstjeneste i en to-årig periode fra marts 2021 til marts 2023.

”Jeg er tilfreds med dommen, der hviler på et solidt efterforskningsarbejde. Dommen sender et klart signal til alle fildelere om, at det kan have alvorlige konsekvenser ulovligt at dele film, musik og andet ophavsretsbeskyttet materiale,” udtaler specialanklager hos NSK, Jan Østergaard.

Sagen blev i første omgang anmeldt til politiet i februar 2021 af Rettighedsalliancen. Manden har i forbindelse med sagen indgået et forlig om erstatning med Rettighedsalliancen. Det fremgår ikke, hvad omfanget af forliget har været.

Den 37-årige er den anden person inden for omkring et år, der er blevet dømt for at have delt filer ulovligt på tjenesten Superbits. Sidste september blev en anden mand idømt 30 dages betinget fængsel for at have delt 40 beskyttede værker på tjenesten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også