Norsk datatilsyn varsler millionbøder til Meta

Forbuddet gælder fra 4. august og tre måneder frem, eller indtil tilsynet mener, Meta har indrettet sig på lovlig vis.
Foto: Peter Dasilva
Foto: Peter Dasilva
AF MARKETWIRE

Det norske datatilsyn truer Meta, der ejer de sociale medier Facebook og Instagram, med millionbøder.

Det skriver tilsynet i en pressemeddelelse.

Norges datatilsyn mener, at Metas praksis er ulovlig, når Facebook og Instagram gør brug af adfærdsbaseret markedsføring. Derfor har de indført et forbud mod det i Norge.

Forbuddet gælder fra 4. august og tre måneder frem, eller indtil tilsynet mener, at Meta har indrettet sig på lovlig vis.

Hvis Meta ikke retter ind, risikerer virksomheden dagsbøder på op til en million norske kroner, skriver tilsynet. Det svarer til cirka 662.000 danske kroner.

”Vi mener, at netop den forretningsmodel, de har med at overvåge alt, hvad almindelige mennesker foretager sig til enhver tid, ikke er i overensstemmelse med den europæiske lovgivning,” siger Tobias Judin til det norske medie NRK.

Han er chef for den internationale afdeling hos det norske datatilsyn.

Da Meta har europæisk hovedsæde i Irland, er det den irske databeskyttelsesmyndighed (DPC), der behandler klager om Meta.

Tilsynet konkluderede sidste år, at Meta ikke havde hjemmel til at bruge persondata til adfærdsbaseret markedsføring. Men irerne beordrede ikke Meta til at træffe øjeblikkelige foranstaltninger, skriver NRK.

Matthew Pollard, der er talsmand for Meta, skriver til NRK, at Meta vil vurdere det norske krav, men at det ”ikke vil have en umiddelbar indflydelse” på Metas forretning.

Forbuddet fra det norske datatilsyn gælder kun brugere i Norge.

I tilsynets meddelelse fremgår det, at forbuddet ikke gælder personlig markedsføring på Facebook eller Instagram som sådan.

Meta må fortsat gerne målrette markedsføring ud fra oplysninger, som brugerne selv indtaster på deres profil. Såsom bopæl, køn, alder eller interesser, som brugerne selv oplyser.

Forbuddet gælder specifikt, at Meta ikke må tilpasse reklamer til brugerne baseret på overvågning og profilering.

Profilering betyder, at man anvender indsamlede oplysninger til at lave profiler til at forudse for eksempel forbrugsvaner eller fremtidige behov.

Hvis brugere giver gyldigt samtykke på Metas platforme, forhindrer det heller ikke Meta i at vise adfærdsbaseret markedsføring.

”Alle forretningsmodeller skal respektere privatlivets fred som en menneskeret. Brugerne skal have tilstrækkelig kontrol over deres egne data, og sporing skal begrænses,” siger Tobias Judin i meddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu