Facebook- og Instagram-ejer lancerer Twitter-konkurrent

Meta Platforms har i nat lanceret Threads, og brugere kan allerede nu logge ind med deres Instagram-konti – dog ikke i EU-markeder.
Threads har været tilgængelig i Appstore i de seneste dage, og nu er tjenesten gået i luften uden for EU. | Foto: Justin Sullivan/AFP/Ritzau Scanpix
Threads har været tilgængelig i Appstore i de seneste dage, og nu er tjenesten gået i luften uden for EU. | Foto: Justin Sullivan/AFP/Ritzau Scanpix
af ritzau

Meta, som ejer Instagram og Facebook, har natten til torsdag lanceret det sociale medie Threads, som skal være en konkurrent til det sociale medie Twitter.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Med lanceringen forsøger Meta Platforms at udnytte ramaskriget over Twitter, som det seneste års tid har gennemgået store forandringer, efter at det er blevet købt af rigmanden Elon Musk.

Musk, der er selverklæret ytringsfrihedsfundamentalist, sagde under opkøbssagaen, at han ville forvandle Twitter til en slags offentlig samtaleplads og gøre op med det sociale medies ”censur”.

Siden har han fyret omkring 80 procent af Twitters medarbejdere og indført en række forskellige betalingsmodeller, som har splittet brugerbasen.

Og ikke mindst timingen af lanceringen får munden til at løbe i vand hos investorer, siger Danni Hewson, som er finansanalytisk chef ved investeringsplatformen AJ Bell.

”Investorer kan ikke lade være med at være en lille smule oppe at køre over muligheden for, at Meta reelt har muligheden for at lancere en ”Twitter-killer” (noget, som kan dræbe Twitter, red.) på appstoren,” siger han.

Metas aktie var allerede steget med tre procent, da markedet lukkede i USA, hvor det generelle marked for techvirksomheder lukkede med et lille fald.

Meta har lanceret Threads som en del af dets Instagram-system, hvilket betyder, at man allerede nu kan logge ind på den nye platform med sin eksisterende Instagram-bruger.

Selskabet har historisk set haft svært ved at lancere konkurrerende platforme til andre sociale medier.

Det gik for eksempel i vasken, da Meta lancerede Lasso, en kortformvideoapp, som skulle konkurrere med det uhyre populære medie TikTok. Projektet blev lagt i graven i sommeren 2020.

Jasmine Esbjerg, analytiker ved markedsanalysevirksomheden Insider Intelligence, siger, at Threads desuden kan rende ind i det problem, at brugere af Instagram, som primært er video- og fotoorienteret, ikke nødvendigvis er interesserede i at flytte over på en Twitter-klon, som er mere nyheds- og debatorienteret.

”Twitter bliver stadig for det meste brugt til at holde sig orienteret om nyhederne og ting, der sker ude i verden,” siger hun.

”Jeg har svært ved at forestille mig, at de mest loyale Twitter-brugere, som går på Twitter for den slags kultur, vil hoppe over på Threads med det samme.”

Alligevel, siger hun, har Meta den fordel, at det kun skal have en fjerdedel af dets Instagram-brugere over på Threads for at komme i nærheden af størrelsen på Twitters antal brugere.

Appen er endnu ikke udgivet i Europa, skriver det franske nyhedsbureau AFP. Det er på grund af uvished om, hvorvidt appen er i overensstemmelse med EU-regler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også