Netflix lufter ambitioner om flere film og serier i Norden

Der er flere titler på vej fra Netflix’ hånd i Norden, meddelte indholdsdirektør Jenny Stjernströmer Björk på konference.
Foto: Gene J. Puskar/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Gene J. Puskar/AP/Ritzau Scanpix

Den amerikanske streamingtjeneste Netflix er åben for udvikling af flere nye serier og film fra de nordiske producenter. Det fortalte Netflix’ nordiske indholdsdirektør, Jenny Stjernströmer Björk, der leder streamingtjenestens Stockholm-kontor, under en tv-konference i Göteborg, tidligere i februar. Det skriver Flatpanels.

Meldingen kommer, efter at Netflix før jul samlede sin nordiske film- og serieafdeling i Stockholm, hvor Jenny Stjernströmer Björks team i dag er omdrejningspunkt for udvikling af nordisk drama til streamingselskabet.

”Vi har en fleksibel tilgang til nye projekter, og vi er interesseret i både nye serier og film. Jeg tror, at mange produktionsaftaler og -kombinationer er mulige – til både nye film og serier,” sagde Jenny Stjernströmer Björk, hvilket også markerede klart, at Netflix deltagelse i boykottet af danske produktioner, der gennemsyrede den danske produktionsbranche sidste år, er afsluttet. 

Selvom konflikten om rettighedsbetaling er ved at bløde op med friske aftaler med både Viaplay, Netflix og TV 2 Play, som er begyndt at bestille nyt indhold igen, er der ifølge Producentforeningen lange udsigter til, at produktionsselskaberne er oppe i normal hastighed igen, fortalte direktør Jørgen Ramskov ved årsskiftet.

Forhistorien er, at kommercielle streamingtjenester i næsten et år stoppede udvikling af ny fiktion i Danmark på grund af en konflikt med rettighedsorganisationen Create Denmark om rettighedsbetaling til bl.a. skuespillere og instruktører. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også