Google-ejer havde lavere end forventet reklameomsætning

Annonceomsætningen hos både Google og Youtube landede under analytikernes forventning i fjerde kvartal for ejerselskabet Alphabet. 
Foto: Noah Berger/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Noah Berger/AFP/Ritzau Scanpix
Marketwire

Selskabet bag Google, Alphabet, tjente noget mindre i 2022 end året før og også mindre i fjerde kvartal, end analytikerne havde regnet med.

Regnskabet, der blev offentliggjort efter amerikansk børslukketid torsdag aften, viser et overskud på 60,0 mia. dollar i 2022, hvilket er 16 mia. dollar mindre end året før.

I fjerde kvartal tjente selskabet 13,6 mia. dollar, hvilket var noget under niveauet i samme kvartal året før på 20,6 mia. dollar.

Opgjort per aktie faldt resultatet i fjerde kvartal fra 1,53 dollar til 1,05 dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet 1,20 dollar per aktie.

Omsætningen i kvartalet steg 1 pct. til 76,05 mia. dollar mod ventet 76,49 mia. dollar af analytikerne, mens indtægterne fraregnet udgifter til køb af trafik fra andre sites landede på 63,13 mia. dollar mod ventet 63,24 mia. dollar af analytikerne.

Googles reklameomsætning landede i kvartalet på 59,0 mia. dollar sammenlignet med en analytikerforventning på 60,64 mia. dollar. Imens rapporteredes et reklamesalg hos YouTube på 7,96 mia. dollar mod estimeret 8,3 mia. dollar af analytikerne.

Set på resultatdannelsen er indtjeningen fortsat drevet af Google Services, selv om driftsindtjeningen her faldt til 21,1 mia. dollar fra 26,0 mia. dollar.

Googles Cloud-forretning gav et underskud på 480 mio. dollar, hvilket var bedre end analytikerestimatet på minus 862 mio. dollar, skriver Bloomberg News.

I eftermarkedet faldt aktien i Alphabet med 4,9 pct. efter en stigning i ordinær handel torsdag - før offentliggørelsen af regnskabet - på 7,3 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også