Facebook vender skuden og melder igen om stigning i brugerantal

Antallet af daglige brugere hos Facebook er steget med fire procent til 1,96 milliarder mennesker.
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
af ritzau

Flere brugere logger igen ind på det sociale medie Facebook dagligt.

Det viser Metas regnskab for de første tre måneder, skriver Reuters. Meta ejer både Facebook og Instagram.

Antallet af daglige bruger steg med omkring fire procent til 1,96 milliarder mennesker, hvis man sammenligner med samme periode sidste år.

”Flere mennesker bruger vores tjenester i dag end nogensinde før, og jeg er stolt af, hvordan vores produkter tjener mennesker jorden rundt,” siger Meta-topchef, Mark Zuckerberg, i en kommentar til regnskabet.

Meta har ellers haft det svært, fordi selskabet i februar meldte ud, at man for første gang havde registreret et fald i antallet af daglige brugere. Men det har man altså formået at vende igen.

Derimod har omsætningsvæksten haft det sværere. Det skyldes blandt andet den usikkerhed, som krigen i Ukraine har bragt med sig ind på de globale markeder.

Annoncørerne har nemlig været mere tilbageholdende med sin annoncer i kølvandet af den usikre økonomiske periode, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Omsætningen i de tre første måneder steg med syv procent til 27,9 milliarder dollar svarende til omkring 196 milliarder kroner. Det er et godt stykke fra stigningen på 35 procent, man så i fjerde kvartal sidste år.

Væksten i omsætningen er ikke set lavere i løbet af det seneste årti, skriver Reuters.

Regnskabet er dog alligevel med til at vende den seneste tendens hos den amerikanske gigant, hvor det er gået tilbage på flere parametre. Siden årsskiftet har selskabet mistet halvdelen af sin markedsværdi.

Men onsdag har aktionærerne taget godt imod regnskabet og væksten i antallet af brugere. Det er tilfældet, fordi det er centralt for, at annoncørerne fortsætter med at skabe omsætning.

I eftermarkedet stiger Meta-aktien med mere end 12 procent ved 22.20-tiden dansk tid.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også