Støtteordning til dokumentarer om Rigsfælleskabet fortsætter

Støttemidler på i alt 27,1 mio. kr. kan i perioden 2022-2024 gives til dokumentarproduktioner om Grønland, Færøerne og Danmark. Norddok II er en fortsættelse og udvidelse af Norddok I, som har bevilget produktionsstøtte til tre film.
Nuuk, Grønland. | Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
Nuuk, Grønland. | Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

En filmstøtteordning til dokumentarproduktioner om Rigsfælleskabet samt en fortsat bæredygtig udvikling af filmmiljøer i Grønland og på Færøerne er hovedfokus for Norddok II. Det skriver Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse.

Norddok II fik i finansloven 2021 bevilget i alt 27,1 mio. kr., som skal anvendes i perioden 2022-2024. Støtteordningen er en fortsættelse af Norddok I, der havde en samlet pulje på ti mio. kr.

Et nyt element bliver et selvstændigt fokus på kompetence- og netværksopbygning, som skal fungere side om side med filmstøtteordningen.

Norddok II administreres af Det Danske Filminstitut, og styregruppen består af Naja Brandt, AC Fuldmægtig fra Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke, Naalakkersuisut, Tina Í Dali Wagner, leder af Filmshusið og Claus Ladegaard, adm. direktør for Det Danske Filminstitut.

Styregruppen vil stå for kompetence og netværksopbygning, mens tildeling af projektstøtte varetages af en dokumentarfaglig redaktion med en repræsentant fra henholdsvis Grønland, Færøerne og Danmark.

Redaktionen har følgende medlemmer: Klaus Georg Hansen, formand for Film.gl, Grønland, Jan Berg Jørgensen, kommunikationsansvarlig, Færøerne og Heidi Kim Andersen, filmkonsulent, Det Danske Filminstitut.

Adm. direktør for Filminstituttet, Claus Ladegaard, siger om samarbejdet i Norddok II:

"Projektet har allerede udmøntet sig i flere stærke dokumentarer, og der er gode muligheder for at styrke kendskabet til Rigsfællesskabet endnu mere over de kommende år."

Gennem Norddok I blev der i 2020 og 2021 givet projektstøtte til seks film, hvoraf tre også har modtaget produktionsstøtte. 

De tre film er: "Siunissaq – Det sidste menneske" instrueret af Ivalo Frank, "Skål" instrueret af Cecilie Debell og Maria Guldbrandsø Tórgarð samt "Heartist" instrueret af Marianna Mørkøre og Beinta á Torkilsheyggi (i produktion).

Muligheden for at søge om støtte begynder i april, mens første ansøgningsfrist for projektstøtte er den 3. maj.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også