MEDIEKLUMMEN  | Det er svært at forestille sig, hvordan konflikten om Ukraine ville udspille sig uden sociale medier. Mediedækningen ville være uden almindelige menneskers mobiloptagelser fra krigszoner, uden influenceres aktivistiske budskaber til millioner af følgere og uden statslederes håndholdte optagelser og virale appel til verdenssamfundet.

Den digitale informationskrig på Tiktok, Twitter og andre sociale medier hænger uløseligt sammen med de blodige kampe på den ukrainske landjord og i luftrummet. Uden sociale medier havde det ikke været muligt for den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, at gå viralt med først en ni minutter lang tale til det russiske folk samme aften som Ruslands invasion torsdag d. 24. februar og sidenhen med egne SoMe-beretninger og budskaber til borgere, til Europa, til verdenssamfundet.

Uden borgerjournalister på sociale medier havde vi næppe set en kvinde stoppe op foran en russisk soldat i den ukrainske by Heniscesk, spørge hvorfor soldaten er der og opfordre ham til at lægge solsikkefrø i lommen, så der efter hans død kan vokse den ukrainske nationalblomst, solsikken.

I kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine er almindelige mennesker og ikke mindst influencere blevet øjenvidner, aktivister og en ny slags krigsreportere med masser af seere på blandt andet Tiktok, Twitter, Instagram, Facebook og Youtube. De deler øjenvidneberetninger med gruopvækkende billeder af kampvogne og missilangreb, men også ”gør det selv”-videoer om alt fra hjemmelavede molotovcocktails til førstehjælp og aktivistiske budskaber.

Invasionen af Ukraine udspiller sig brutalt i fysiske rum, men den udspiller sig også som en informationskrig på sociale medier. Kampene på landjorden, i luften og på digitale medier er forbundne og skaber et komplekst medieøkosystem med en overflod af information og misinformation og en voksende kamp om såvel opmærksomhed som den herskende fortælling.

Vi har ikke på samme måde før oplevet, hvor hurtigt influenceres og borgeres Tiktok-beretninger såvel som statslederes Twitterbudskaber kan forme de herskende fortællinger – og nu også ramme de helt unge mediebrugere, der får krig serveret i deres feed.

Den første Tiktok-krig

Invasionen af Ukraine kan kaldes ”den første Tiktok-krig”, fordi det er første gang, Tiktok, der ellers mest er kendt for dans, musik og life hacks, spiller en så væsentlig rolle for geopolitik og journalistik. I sin tale til det russiske folk den 24. februar omtalte præsident Zelenskij ”Tiktokere” som en særskilt gruppe på linje med blandt andre journalister og bloggere i sin appel til at hjælpe med at stoppe Ruslands erklærede krig:

“Hvem kommer til at lide mest af alle? Folket. Hvem ønsker mest, at det ikke sker? Folket. Hvem kan stoppe det? Folket. Disse folk er blandt jer. Jeg er. Aktivister, journalister, musikere, skuespillere, atleter, forskere, læger, bloggere, komikere, tiktokere og mange andre er.”

Tiktok giver fælles viden, og det er en magt, som den russiske præsident Vladimir Putin ikke kan styre så let, som han indtil nu har formået at styre fortællingen om invasionen. Også selv om russiske soldater har fået forbud mod at bruge Tiktok, for at undgå soldater kommer til at lække hemmelige oplysninger på Tiktok.

I de første dage efter invasionen svømmede Tiktok over med krigsoptagelser fra Ukraine, som brugerne, store som små, blev præsenteret for i Tiktoks ”for dig”-feed. Tiktoks algoritme favoriserer formentlig mennesker, der deler indhold om aktuelle begivenheder. Langt størstedelen af det indhold, som brugere gennemsnitligt ser på Tiktok, dukker op i ”for dig”-sektionen. Ifølge den franske softwareingeniør Guillaume Chaslot er helt op imod 90-95 pct. af det indhold, brugerne i gennemsnit ser på Tiktok, udvalgt af anbefalingsalgoritmen i "for dig"-sektionen.

Konflikten om Ukraine viser, at moderne krig også er en informationskrig på sociale medier, og det er ikke længere en knaphed af information, der er den største udfordring for såvel krigsførelse som den offentlige debat.

Det er snarere en overflod af information og ikke mindst misinformation, der er den største udfordring. Én propagandastrategi er at censurere og dermed fjerne tilgangen til information, men en anden og muligvis mere effektiv strategi er at pumpe verden med budskaber på sociale medier.

Sociale medier er en del af krigen

Sociale medier er blevet en uomgængelig og indgribende del af krig, og det rejser en lang række redaktionelle dilemmaer for såvel platforme som de etablerede medier. Tilbage i 2010-2011 viste Det Arabiske Forår, at sociale medier kan være et uhyre effektivt våben til politisk mobilisering. Det blev tydeligt, at sociale medier kan give almindelige mennesker en stemme og adgang til information, og dermed kan sociale medier spille en markant rolle for udviklingen af en revolution såvel som mediedækningen generelt.

Dengang og op gennem 2010’erne bedyrede de sociale medier gang på gang, at de blot lagde båndbredde til borgeres stemmer, fra kattevideoer og selfies til oprør mod autoritære regimer, og fortællingen om sociale mediers demokratiserende potentiale voksede sig stor og stærk. Men hen imod slutningen af 2010’erne havde sociale medier mistet deres demokratiske uskyld, ikke mindst efter Cambridge Analytica-skandalen afslørede, at sociale medier også kan være misinformerende, polariserende og indgribende i demokratiske landes politiske valg.

Her over et årti efter Det Arabiske Forår står det klart, at det sociale medielandskab ikke er en neutral og uafhængig infrastruktur, som brugere og borgere frit kan køre rundt i, og som venner og fjender har lige muligheder for at ytre sig på.

Sociale medier er – heldigvis – vågnet op til 2020’erne og har indset, at de har et redaktionelt ansvar for, hvorvidt det indhold og de fortællinger, der spreder sig online, får negative konsekvenser offline for mennesker og samfund. Det er en illusion at tro, at sociale medier er neutrale og ikke bestemmer over, dels hvilke profiler der kan komme til orde, dels hvor meget opmærksomhed profiler kan få på sociale medier.

Træffer redaktionelle valg

Et aktuelt eksempel er, at sociale medier aktivt ændrer informationsstrømmen fra visse russiske medier og profiler: I dagene efter russiske kampvogne kørte ind i Ukraine, meldte Google og Meta, at de ville udelukke statsfinansierede medier fra at reklamere på deres tjenester (bl.a. Youtube, Facebook og Instagram) og fratage dem mulighed for at tjene penge på indhold.

Fem dage efter blev det til en egentlig blokering af de to russiske medier Russia Today og Sputnik i Europa. Tiktok begrænser ligeledes de russiskfinansierede statsmediers adgang til platformen. Twitter har i stedet valgt at markere indhold fra disse medier med et orange udråbstegn og kontrollerer informationsflowet ved at begrænse disse mediers potentielle viralitet: Indhold fra Russia Today og Sputnik vil ikke blive anbefalet som populære søgeresultater eller blive fremhævet som foreslåede tweets.

Måden, hvorpå sociale medier håndterer informationsstrømmen, kan få afgørende betydning for, hvilke historier der kommer i omløb. Det præger en krigs udvikling og den offentlige debat. Derfor træffer sociale medier hver eneste dag redaktionelle valg. Skal mindreårige brugere have serveret krigsoptagelser i deres nyhedsfeed? Hvilke typer af historier skal fremhæves i feedet; hvilke typer af historier og profiler skal have mindre synlighed, og hvilke skal blokeres? Hvad er fakta om krigens gang, og hvad er fake news – og skal fake news fjernes eller snarere markeres, eventuelt sammen med henvisninger til verificerede kilder? Hvad er almindelige menneskers øjenvidneberetninger, og hvad er snarere krigsaktivistiske budskaber, der opildner til uro og vold og dermed bryder med platformenes indholdspolitik? Grundet sociale mediers størrelse har de magt over, hvad milliarder af mennesker ser og hører, og bliver en del af historieskrivningen.

Om sociale medier vil det eller ej, spiller de en aktiv rolle i, hvordan vi forstår en krig, og de bliver en slags moderne ordonnans, der bringer beskeder mellem allierede styrker, men også fakta, fake news, følelser, fortællinger og fiktion til offentligheden.