Regeringens kontrol med tech-giganter er knyttet op på EU-håb

Sociale mediers algoritmer er magtfulde, men regeringen kan ikke gøre andet end at anmode, erkender minister.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er "ærgerlig og bekymret" over manglen på demokratisk kontrol med de sociale medier i Danmark.

Men ministeren kan ikke gøre meget andet end at sende et "kraftig signal". Det erkender hun, da hun torsdag præsenterer regeringens medieudspil på Dagbladet i Ringsted.

"Det er det længste, vi kan gå på dansk jord. Men det er selvfølgelig også et forvarsel om, at vi selvfølgelig kommer til at presse på, at selv hvis de ikke gør det frivilligt nu, så kommer vi forhåbentlig tilbage med en EU-lov, der kræver det," siger hun.

Det kræver med andre ord håb.

For intet er afgjort i Bruxelles, hvor der fortsat trækkes tov om, hvordan de 27 EU-lande vil skærpe kontrollen med Facebook, Google og andre, som i nogle år har ædt en stor bid af det annoncemarked, som medierne lever af.

Regeringen må indtil videre nøjes med at "anmode" tech-giganterne om at "dele oplysninger om algoritmernes effekter på det danske samfund".

Ane Halsboe-Jørgensen kalder det et kraftigt signal om, at regeringen synes, at tech-giganterne "har så store kræfter inde både i vores børns og unges hverdag, at det selvfølgelig skal underlægges demokratisk kontrol".

"Hvis de ikke gør det frivilligt nu, så kommer vi - forhåbentlig - tilbage med en EU-lov, der kræver det," siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Lækkede dokumenter fra tech-giganterne, som viser, hvordan medierne er splittende og gør unge, især piger, dårlige, bekymrer kulturministeren.

På sociale medier som Facebook ser man ofte politikere dele opslag med selfies, hvor de ser meget vrede eller meget glade ud.

Det gør de, ifølge tech-eksperterne, fordi opslag med ansigter belønnes af algoritermen, og dermed når man bredere ud med sit budskab.

Det åbner samtidig en debat for, hvor meget algoritmerne også styrer indholdet i det, som politikerne deler.

Kulturministeren har tænkt over det, siger hun. Hendes egen officielle ministerprofil på Facebook er også fyldt med selfies.

"Der er så stærke kræfter i disse maskiner, at selvfølgelig påvirker det os alle sammen. Jeg synes, at det er decideret uacceptabelt, at det fylder så meget. Men vi bestemmer så lidt over det, vi har ikke engang indblik i det. Det er bare på tide, at vi får det. Jeg tror ikke på, at det her bringer os hele vejen, men det gør vi forhåbentlig med EU-loven lige om et øjeblik," siger hun.

Hvor meget strækker du dig for at trænge igennem med et budskab?

"Jeg har reflekteret over, at hvis man decideret får sit budskab længere ud ved at være konfliktsøgende, sprede had eller tale grimt, hvad er det så, det præger en tendens til. Det, synes jeg, er bekymrende. Det er ærgerligt. Det gør noget ved vores demokrati, som jeg ikke ønsker," siger hun.

Derfor er der, mener ministeren, brug for mere viden og regulering på feltet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også