Nordiske Medier udpeger ny chefredaktør fra egne rækker

Konstitueret ansv. chefredaktør og digital chef i Nordiske Medier sætter sig fast i spidsen for redaktionerne som del af ledergruppen.
Søren Dietrichsen rykker op som chefredaktør i Nordiske Medier efter tre år i selskabet | Foto: PR/Nordiske Medier
Søren Dietrichsen rykker op som chefredaktør i Nordiske Medier efter tre år i selskabet | Foto: PR/Nordiske Medier

Nordiske Medier har lagt det sidste kort i den ledelsesmæssige kabale og udpeget Søren Dietrichsen som ny ansv. chefredaktør. Det oplyser mediehuset, der er en del af Nordjyske-koncernen, i en pressemeddelelse.

Søren Dietrichsen har været konstitueret ansv. chefredaktør siden juni i år, hvor Nordiske Medier opsagde den hidtidige ansv. chefredaktør, Niels Carstensen.

Med udnævnelsen til ansv. chefredaktør har Søren Dietrichsen avanceret til toppen efter tre år i Nordiske Medier, hvor han kom til som digital chef fra TV 2 ved årsskiftet til 2019. Han får ansvaret for cirka 45 redaktionelle medarbejdere  i Nordiske Medier, der udgiver en stribe nichemedier på B2B-markedet, herunder Licitationen, Søfart, Jern- og Maskinindustrien og Motor-magasinet.

"Med valget af Søren Dietrichsen som ansvarshavende chefredaktør er jeg overbevist om, at vi har fået netop dét, vi søgte i bestræbelserne på at udvikle Nordiske Medier journalistisk og kommercielt. Søren Dietrichsen er en utrolig faglig stærk journalist med et kommercielt udsyn og har de seneste måneder vist, at han også kan løfte vores samlede redaktionelle indsats," udtaler Jesper Hansen, adm. direktør i Nordiske Medier, der med udnævnelsen har sat sit ledelseshold.

Udover adm. direktør Jesper Hansen består den af kommerciel direktør Jane Isbach, salgsdirektør Kim Kempf Falkenhard samt ansvarshavende chefredaktør Søren Dietrichsen, der også fremadrettet har ansvaret for den digitale udvikling i Nordiske Medier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også