Bibliotekerne har udlånt flere lyd- og e-bøger under corona

Nedlukningen i 2020 gjorde det svært at låne fysiske bøger, og i stedet valgte borgerne lyd- og e-bøger på bibliotekernes virtuelle hylder. Men det samlede udlån er faldet.
Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix
Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

De danske biblioteker lånte markant flere lyd- og e-bøger til brugerne i 2020 end året før. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Fra 2019 til 2020 steg de digitale udlån fra 5 millioner til 7,5 millioner.

Stigningen forklares med, at biblioteksbrugernes lånevaner i 2020 i høj grad var præget af coronapandemien, skriver statistikbanken.

Dermed har lyd- og e-bøgerne fyldt mere hos danske biblioteksbrugere sidste år i forhold til tidligere.

Bibliotekerne udlånte færre fysiske bøger og flere lyd- og e-bøger i 2020. | Foto: Danmarks Statistik
Bibliotekerne udlånte færre fysiske bøger og flere lyd- og e-bøger i 2020. | Foto: Danmarks Statistik

Hvor de i 2019 udgjorde 15 procent af udlånene hos bibliotekerne, steg andelen i 2020 til 26 procent - altså godt en fjerdedel af alle de samlede udlån.

Samtidig faldt antallet af fysiske udlån fra 29,4 millioner til 21,6 millioner.

Under coronapandemien var de fysiske biblioteker omfattet af nedlukningen, og dermed var der kun begrænsede muligheder for at låne fysiske bøger fra de danske biblioteker i 2020.

På grund af coronapandemien var der også et fald i antal besøgende hos bibliotekerne generelt samt til arrangementer og udstillinger, der blev afholdt på bibliotekerne.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også