Krav om at tagge andre i SoMe-konkurrencer er ulovligt

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt en café for at stille krav om at tagge andre i Facebook-konkurrence.
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen | Foto: Stine Bidstrup/ERH
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen | Foto: Stine Bidstrup/ERH
AF RITZAU

Når virksomheder afholder konkurrencer på sociale medier, må de ikke kræve af deltagerne, at de "tagger" - eller omtaler - deres venner.

Det vil nemlig være en overtrædelse af spamforbuddet i markedsføringsloven. Det slår Forbrugerombudsmanden fast i en pressemeddelelse.

"Det må ikke være en betingelse for at deltage i konkurrencerne, at deltagerne tagger andre. Et tag udløser nemlig en notifikation, som henviser den taggede bruger til virksomhedens konkurrence," lyder det i pressemeddelelsen.

Når virksomheder kræver, at konkurrencedeltagere tagger andre, vil notifikationerne efter Forbrugerombudsmandens opfattelse være sendt på vegne af virksomheden.

"Ifølge markedsføringsloven har enhver ret til selv at bestemme, hvem de vil modtage reklame fra, og derfor må en virksomhed ikke sende fx notifikationer på sociale medier uden først at indhente modtagerens samtykke til det. Virksomheder må heller ikke få andre til det på virksomhedens vegne. At de sociale medier giver nem adgang til det, gør det ikke lovligt for virksomhederne," udtaler forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Hvis den taggede person ikke har givet samtykke til at modtage notifikationen, vil det være en overtrædelse af markedsføringslovens forbud mod spam, lyder det fra Forbrugerombudsmanden.

Politianmeldt for tags

For nylig har Forbrugerombudsmanden faktisk politianmeldt en virksomhed til politiet for netop denne praksis. Det drejer sig om Café Velvet i Vejle, der også går under navnet Café Venedig.

Caféen er politianmeldt for at have afholdt 12 konkurrencer på Facebook, hvor der blev stillet krav om tags for at deltage. Konkurrencerne løb fra udgangen af september 2019 til medio september 2020.

Forbrugerombudsmandens undersøgelser viser, at der i denne periode blev sendt 3067 notifikationer som følge af tags i de 12 konkurrencer.

Forbrugerombudsmanden har forud for anmeldelsen orienteret caféen om, at markedsføringslovens forbud mod spam også gælder for dens konkurrencer på sociale medier.

Alligevel har caféen efterfølgende afholdt nye konkurrencer i strid med spamforbuddet.

Derfor har Forbrugerombudsmanden valgt at politianmelde caféen.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også