Google har fjernet 3,1 milliarder skadelige annoncer i 2020

Særligt reklamer om falske og ikkegodkendte produkter mod coronavirus har Google fjernet det forgange år.
Foto: Thomas Peter/REUTERS/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Peter/REUTERS/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

I 2020 har Googles indbyggede filtreringsintelligens fjernet 3,1 mia. skadelige annoncer. Det oplyser techgiganten onsdag.

Tallene kommer fra den årlige "Ads Safety Report", som kortlægger Googles indsats mod falske annoncer.

De 3,1 mia. svarer til, at der bliver fjernet 8,5 mio. annoncer om dagen. Knap 6000 annoncer i minuttet døgnet rundt, året rundt. Og det er 15 pct. flere fjernede annoncer end i 2019.

99 mio. af de fjernede annoncer har haft relation til coronavirus, oplyser Google. Det svarer til lidt over tre pct. af de fjernede annoncer.

De handler blandt andet om behandlinger mod coronavirus, alternative vacciner og ikkegodkendte værnemidler.

"Der er rigtig mange, som forsøger at udnytte den sårbarhed, der ligger i sundhedskrisen til at narre folk," siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef i Google Danmark.

De fleste af annoncerne når at blive blokeret af Googles systemer, inden nogen når at se det, oplyser han.

Google fjerner alt det, som ikke ligger i tråd med sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Alt, som falder udenfor hvad der er videnskabeligt bevist og godkendt, får ingen lov til at reklamere for.

Det gælder både udtalelser og reklamer. Og det gælder på alle Googles platforme, som blandt andet tæller både YouTube og Gmail.

"Vi lægger os meget stringent op ad sundhedsmyndighederne. På YouTube må man ikke lave en video, hvor man benægter vacciner. Vi ser vaccineskeptikere i andre medier, men på Googles platforme må man ikke sige, at vacciner er skadelige," siger Jesper Vangkilde.

Nogle vil måske synes, at det er et skridt for langt helt at udelukke skeptikere, hvorfor har I valgt det?

"Vi anerkender, at det er et langt skridt at gå. Det er fair at mene, at vi går skridtet for langt, men vi - og sundhedsmyndighederne - mener, det er skadeligt for folkesundheden, hvis der cirkulerer falske kurer. Mange er sårbare for den slags i situationen, vi står i," siger han.

Om de tre mia. fjernede annoncer er unikke annoncer, eller om de samme er blevet fjernet flere gange, har Google ikke umiddelbart kunnet oplyse.

Ud over de skadelige annoncer viser rapporten, at Google dagligt fjerner 18 mio. svindelmails med såkaldte phishing-forsøg relateret til coronavirus.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også