Facebook indgår betalingsaftale med mediegigant i Australien

Facebook og News Corp har indgået en aftale om brug af nyhedsartikler på det sociale medie i Australien.
News Corp har indgået en aftale med Facebook. Her er selskabets bygning i New York. | Foto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix
News Corp har indgået en aftale med Facebook. Her er selskabets bygning i New York. | Foto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Natten til tirsdag dansk tid har Facebook indgået en aftale med mediegiganten News Corp, der er ejet af mediemogulen Rupert Murdoch.

Aftalen sikrer, at Facebook betaler News Corp for de artikler, som bliver delt på platformens nye nyhedsservice, Facebook News, i Australien. Det er endnu ukendt, hvor mange penge Facebook skal betale, skriver nyhedsbureauet AFP.

Aftalen kommer i kølvandet på en strid mellem techgiganten og den australske regering.

I februar blev det pludselig umuligt for australiere at finde nyhedsartikler på det sociale medie Facebook.

Techgiganten havde strøget al brug af nyhedsartikler i Australien, efter at regeringen havde fremsat et krav om, at Facebook skulle betale nyhedsmedier, når mediernes indhold blev delt på platformen.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev det med de nye regler sådan, at en regeringsudpeget voldgiftsmand kunne sætte prisen, hvis ikke Facebook og et nyhedsmedie kunne enes.

Men enes, det kan de nu - i hvert fald for News Corps og Facebooks vedkommende.

Mediegiganten ejer en stor del af de australske nyhedsmedier, og aftalen får dermed betydning for en lang række aviser som The Australian, The Daily Telegraph og Herald Sun.

"Aftalen med Facebook er en milepæl i forhold til at ændre betingelserne for journalistik og kommer til at have stor betydning for de australske medievirksomheder," siger administrerende direktør i News Corp Robert Thomsen i en pressemeddelelse, hvor han også takker den australske regering.

"Sådan en forløsning har været i støbeskeen i mere end et årti," tilføjer han.

Facebook er ligeledes glad for den nye aftale.

Chef for nyhedspartnerskaber i Australien Andrew Hunter siger, at aftalen betyder, at Facebooks 17 millioner australske brugere "får adgang til kvalitetsartikler og breaking-nyheder fra News Corps netværk af landsdækkende og lokale nyheder".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også