Kontroversielt socialt medie gør comeback efter udelukkelse

Mediet Parler forsvandt fra nettet, efter at store it-giganter nægtede det online. Nu er det genopstået.
Foto: OLIVIER DOULIERY/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: OLIVIER DOULIERY/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/AFP

Det kontroversielle sociale medie Parler gør comeback, efter at både Google, Apple og Amazon tvang det offline.

Parler, der hævdede at have over 20 millioner brugere, blev tilflugtssted for mange af Donald Trumps tilhængere, da Trumps profiler blev lukket af medier som Twitter og Facebook.

Parler forsvandt midlertidigt fra nettet, da Amazon nægtede det at bruge deres servere, og efter at Google og Apple havde fjernet det fra deres appbutikker.

Det var Parlers håndtering af opslag, der opildnede til vold, der blev opgivet som årsag af techgiganterne. Men mandag kunne det sociale medie, der omtaler sig som en platform for ytringsfrihed, altså gøre comeback.

Virksomhedens administrerende direktør, Mark Meckler, udtaler i en meddelelse, at Parler genopstår, selv om det er blevet lukket "af dem, der ønsker at lukke munden på flere millioner af amerikanere".

Ifølge Meckler fungerer Parler for dem, der tidligere har downloadet appen, og i næste uge vil den også blive åbnet for nye brugere.

Sidste måned blev det meddelt, at Parler var sikkerhedskopieret ved hjælp af en russisk computerserver. På virksomhedens hjemmeside blev det derefter oplyst, at de arbejdede på at få flere funktioner på plads igen.

Parlers popularitet steg voldsomt i ugerne op til præsident Joe Bidens indsættelse. Parler blev også den mest downloadede app på Apples appstore, efter at Twitter udelukkede USA's præsident, Donald Trump, fra sin tjeneste.

Flere forskere har sagt, at højreekstremistiske grupper i stor stil brugte online-platforme som Parler til at sprede voldelig retorik forud for optøjerne ved Kongressen.

Parler har tidligere afvist alle beskyldninger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også