Jysk Fynske Medier skruer op for video og etablerer ny redaktion

En ny central redaktion med tre videojournalister bliver spydspidsen i en satsning på flere levende billeder på Jysk Fynske Mediers nyhedssites.
Foto: CHRESTEN BERGH
Foto: CHRESTEN BERGH

Jysk Fynske Medier udvider i begyndelsen af det nye år butikken med en redaktionel task force, der skal gøre video til en del af nyhedsdækningen på nyhedssites, der hører til koncernens 14 dagblade.

Det skriver medieselskabet i en pressemeddelelse.

Den nye redaktion, JFM Video Hub, bliver bemandet af tre journalister og live-værter med base i Horsens, og redaktionen får ansvaret for at få video - ikke mindst live - integrereret som en del af værktøjskassen og dækningen på redaktionerne i Jysk Fynske Medier.

Tiltaget er en del af det udviklingsarbejde, der skal styrke abonnementsbasen i butikken, siger digital chefredaktør i Jysk Fynske Medier, Jørn Broch.

"Ingen andre medier er så tæt på læserne i vores dækningsområder som os, og vi ved fra besøg hos de større lokalmedier i Norge, Sverige og Tyskland, at især live-video grebet rigtigt an er et vigtigt journalistisk værktøj til både at fange og fastholde de lokale læsere samt skaffe nye abonnenter," udtaler Jørn Broch i meddelelsen.

Redaktør for JFM Video Hub bliver Silas Bang, der er redaktør for video og digitale værktøjer hos Jysk Fynske Medier, og som nu skal ud og rekruttere de øvrige kræfter til redaktionen.

"Målet med JFM Video Hub er at gøre opgaven med at sende live fra de mange lokalområder, vi dækker, så nem som mulig for vores journalister med meget få tekniske fejl. De skal fokusere på at reportere, mens vi fra Horsens sørger for teknikken og grafikken. På den måde skal vi give både vores journalister og ikke mindst læserne en god og professionel oplevelse," siger Silas Bang i meddelelsen.

Videoredaktionen forventes at være i luften i marts næste år og vil dele adresse med Jysk Fynske Mediers centrale digitale redaktion i Horsens.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også