Udvalg vil stævne Twitterchef for blokering af Biden-artikel

Topchef for Twitter skal formentlig stå skoleret i Senatet, efter at artikel om Joe Bidens søn blev blokeret.
Jack Dorsey er topchef for det sociale medie Twitter. | Foto: Jose Luis Magana/AP/Ritzau Scanpix
Jack Dorsey er topchef for det sociale medie Twitter. | Foto: Jose Luis Magana/AP/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Jack Dorsey, der er topchef for det sociale medie Twitter, kan formentlig se frem til at modtage en stævning fra retsudvalget i det amerikanske Senat.

Således planlægger udvalget at indkalde Dorsey til høring, efter at Twitter onsdag blokerede for deling af en artikel om Joe Biden og hans søn Hunter.

Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt The New York Times.

Det er ikke mindst den republikanske senator Ted Cruz, der gerne vil have Twitter-chefen til at forklare sig i sagen.

Han mener, at Twitter "misbruger sin magt til at tvinge pressen til tavshed og dække over beskyldninger om korruption".

"Det er valgpåvirkning, og vi er kun 19 dage fra valget. Vi har aldrig tidligere set aktiv censur af et stort medie, der har alvorlige beskyldninger om korruption mod en af de to præsidentkandidater," siger Ted Cruz ifølge The Wall Street Journal.

Twitter blokerede onsdag for deling af en artikel fra tabloidmediet New York Post. Artiklen var baseret på e-mails, der angiveligt var skaffet fra Hunter Bidens computer og sendt videre til Rudy Giuliani - en af præsident Donald Trumps toprådgivere.

I artiklen hævdes det blandt andet, at den daværende vicepræsident Joe Biden i 2015 mødtes med en repræsentant for det ukrainske energiselskab Burisma. Et selskab, hvor Joe Bidens søn på det tidspunkt sad i bestyrelsen.

Artiklen fik hurtigt USA's præsident, Donald Trump, til at beskylde Joe Biden for korruption.

"Det hele er sindssygt. Joe Biden er en korrupt politiker. Det har jeg sagt i lang tid," sagde Trump i et interview med Fox News torsdag.

Ifølge Rudy Giuliani havde han modtaget e-mailene, som artiklen er baseret på, fra en tekniker, der havde skaffet dem, da Hunter Bidens computer var til reparation ved en it-forhandler.

Ingen andre medier har siden været i stand til at verificere e-mailene eller indholdet af dem.

Joe Biden har nægtet enhver form for urent trav og insisterer på, at han ikke blander sig i sin søns forretninger.

Twitter valgte at blokere artiklen for at begrænse deling af misinformation på tjenesten op til valget. Samtidig strider artiklen imod Twitters regler for artikler, der er baseret på hacket materiale.

Også Facebook valgte at begrænse deling af artiklen, indtil den har gennemgået et grundigt faktatjek.

Ifølge det amerikanske medie Politico vil Senatets retsudvalg stemme om en eventuel stævning af Jack Dorsey tirsdag i næste uge.

Hvis han bliver stævnet, skal han møde op til høring i udvalget den 23. oktober, skriver The Wall Street Journal.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også